En plan om sorg

Radioen kører i baggrunden, og pludselig lyder det i nyhederne, at en 34-årig kvinde på bestialsk vis er blevet myrdet om søndagen i nabobyen. Poul Erik Damgaard er i sommerhuset og er ved at lade op til det nye skoleår, som starter inden længe. Tankerne farer gennem hans hoved: Er det mon nogen, han kender?

Telefonen ringer. Det er Poul Erik Damgaards ældste datter, som beder ham ringe til SFO-lederen fra den skole, hvor han er skoleinspektør. SFO-lederen fortæller, at det er moren til to drenge på skolen, der er blevet myrdet.

Poul Erik Damgaard fra Park Skolen i Struer var oplægsholder på en høring i sidste uge - arrangeret af Kræftens Bekæmpelse - om Børn, Sorg og Skole. Han fortæller, hvordan han alt for hurtigt fik brug for den OmSorgsplan, som skolens personale vedtog i juni måned i år.

OmSorgsplanen er en firesiders overordnet plan for, hvordan skolens medarbejdere - og forældre - skal forholde sig, når der sker noget voldsomt for børn eller ansatte på skolen.

En vigtig del af OmSorgsplanen er at få relevante informationer ud til relevante personer. At undgå det kaos af misinformation, der ofte er karakteristisk for krisesituationer.

Det første, Poul Erik Damgaard gør, da han har talt med SFO-lederen, er at kontakte klasselærere og kollegaer.

- Jeg lover, jeg nok skal ringe tilbage, når jeg har talt med familien . . . Talt med familien . . . Nej, jeg skal ikke trænge mig på nu . . . Jo, for det står der i planen. Og planen er en forpligtelse - en aftale, fortæller Poul Erik Damgaard.

Han beretter om det svære skridt - at tage kontakt til familien. Om hvordan OmSorgsplanen kan være med til at fastholde de ansatte i at handle og ikke give efter for berøringsangsten.

- Da jeg havde sundet mig lidt, trykker jeg på knapperne. Jeg kan godt mærke, at hjertet ikke sidder, hvor det plejer. Og det var heldigvis ikke faren, der tog telefonen, men en søster. Om jeg kom til ulejlighed? Nej overhovedet ikke. Hun snakkede i en lind strøm. Hun var utroligt glad for skolens henvendelse.

Efter et par timer ringede faren til Poul Erik Damgaard.

- Mine mange bekymringer blev gjort til skamme. Det væltede ud af ham. Han havde brug for at fortælle sin historie igen og igen.

De følgende dage er børnenes lærere og pædagoger i fuld aktivitet for at støtte op omkring den ramte familie: Familien får hjemmebesøg, mange børn og voksne deltager - efter familiens ønske - i begravelsen, lærere og pædagoger holder møde med faren og de to drenge om, hvordan de vil have første skoledag efter ferien og så videre. Og man inddrager fagpersoner - psykolog, præst og læge for at støtte familien.

Planen forpligter

Poul Erik Damgaard er overbevist om, at OmSorgsplanen har været med til at hjælpe igennem en kaotisk periode.

- Jeg tror grundlæggende, at enhver lærer og pædagog vil gøre sit ypperste for at tage hånd om børnene. Også når børnene står i en sorgsituation. Men jeg tror, at man fyldes med afmagt, siger Poul Erik Damgaard.

Han fortæller, at Park Skolens OmSorgsplan er blevet til i et samarbejde mellem alle ansatte på skolen. Den er trykt i skolebladet, så også forældrene kender den og ved, at de også er forpligtede: Skolen skal have at vide, når der er noget, som vælter deres børns hverdag, for eksempel dødsfald, ulykke, alvorlig sygdom eller skilsmisse.

Poul Erik Damgaard understreger, at en OmSorgsplan skal være i overensstemmelse med den enkelte skoles kultur og tradition.

Mette Staal er freelancejournalist