Dansk dagligdag blandet med det gamle Ægyptens mystik tilsat uhygge og god del humor. Så er hovedingredienserne for denne musical serveret. Målgruppen er skolens ældste elever, og materialet indeholder mange gode udfordringer såvel på det sceniske som på det musikalske område. Musicalen vil helt klart være oplagt som et tværfagligt samarbejde mellem musik-, billedkunst-, dansk- og historielæreren.
Materialet består af et rollehæfte, et partitur og en cd. Musicalen indeholder fem sange og flere stykker musik, der er med til at understrege stemninger. De er indspillet på cden med og uden melodistemme. Hertil kommer forskellige lydeffekter. I partituret er spillesatserne arrangeret for bas, guitar, piano, keyboard og kor. På de sidste sider i hæftet er der skrevet ud for trommer og perkussion samt givet nogle gode ideer til de enkelte satser. Rollehæftet ser i første omgang noget omfangsrigt ud, men der er hjælp at hente gennem de gode anvisninger blandt andet til sceneopbygning og rekvisitvalg. Der foreslås også brug af video fremført på en storskærm. De fleste elever synes, det er en spændende variation at indlægge i spillet. Har man ikke mod på at arbejde med så meget teknik, kan videoscenerne spilles som traditionelt teater.
Det er en herligt forfriskende musical. Sangene er en samling ørehængere, og det er dejligt, at der flirtes med arabiske klange i arrangementerne.
En mumie kommer til byen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.