”Bæredygtig turisme – i en global verden” giver et godt og tydeligt bud på, hvordan vi skal forstå begrebet ”bæredygtig turisme”, således at vi også i fremtiden kan rejse ud og opleve den globale verden.
Bogen er skrevet med stor faglig sikkerhed og i et felt, der helt sikkert vil motivere og fastholde elevernes fokus. På kloden er der hvert år en milliard rejsende, og hvis det skal fortsætte, må vi vide, hvad vi gør. Derfor har dette materiale en helt afgørende betydning. Der sættes særlig fokus på området gennem arbejde med bæredygtighed via det økologiske, det sociale og det økonomiske.
Bogen beskæftiger sig gennem eksempler på bæredygtig turisme i Afrika, Asien, Oceanien og Latinamerika med en række problemstillinger og muligheder, der beskriver de udfordringer, de enkelte områder står med. Eksempelvis et godt afsnit om et turistbureau i et slumkvarter i Lima i Peru.
Materialet er også støttet af netsiden renturisme.dk, hvor man finder elevstof, lærervejledning, arbejdshæfte med elevøvelser og aktiviteter.
Hvis man skal mere i dybden, findes der sidst i bogen en god oversigt med både litteratur og weblink, der kan give den enkelte elev nye faglige udfordringer.
Hele materialet med bog og webside fremstår som et stærkt fagligt materiale og kan bruges både i faget geografi og i samfundsfag. Materialet kan i den grad anbefales og vil klart motivere eleverne.
Det kan bruges i den daglige undervisning, men også være relevant i forhold til arbejdet med folkeskolens projektopgave. Bør kunne findes på skolens fagbibliotek.
En milliard rejsende sætter spor
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.