Den er kun på 112 sider, de sidste 25 er fyldt med noter, kapitel fire er på 26 sider og handler om daginstitutionspædagogik, så der er kun 38 sider til bogens første tre kapitler, hvor Martin Bayer forsøger at svare på bogtitlens spørgsmål 'Hvad er pædagogik?'
Det lykkes ikke, i hvert fald ikke hvis man forventer svar om praktisk pædagogik i skoler og daginstitutioner. Men det er heller ikke intentionen, for 'Hvad er pædagogik?' er en lærebog, der kortlægger pædagogik som videnskabelig disciplin i Danmark. Og det lykkes meget bedre. Forfatteren har været lærer i folkeskolen og har både forsket i pædagogik på universitet og professionshøjskole, og det ind- og overblik, han har skaffet sig der, kan mærkes i hans kortlægning af pædagogik som videnskab på universiteter og professionshøjskoler.
Den meget korte form med mange henvisninger gør, at det ikke til en bog, der er hurtigt læst. Teksten er kompakt og indholdsmættet, og selv om der er rigtig mange citater, nævnes der stort set ingen personnavne, dem skal man selv finde i de 410 noter. Der er der så til gengæld masser af inspiration til videre læsning.
Kapitlet om daginstitutionspædagogik er det mest letlæste og mest spændende, for her går forfatterens egne vurderinger tydeligst igennem. Så jeg ville begynde læsningen der, hvis jeg skulle til at studere pædagogik som videnskab.
En lille bog om pædagogik som videnskabelig disciplin
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.