En læseoplevelse af de store

”Med økser, leer og køller”, ”Springflod, stormflod, syndflod”. To kapiteloverskrifter fra Anders Johansens seneste ungdomsroman ”Noras ark”.

De to overskrifter antyder, hvad der er på spil i romanen: Store dramaer, hvor menneskers handlinger og naturens vældige kræfter spiller op imod og med hinanden.

Krigen har fået tag i Noras far, slået hendes mor ihjel og tvunget hende til at flygte og tage ophold hos sin hadefulde morfar på en lille vadehavsø.

Dér lever hun nu, fjorten år gammel, en fortvivlende ensom tilværelse. Selvom hun har sine dyr og veninden Viona. Krigen kommer nærmere og nærmere. Selv naturen truer øen, hvis dige er forsømt gennem mange år.

Anders Johansen har et langt og meget vægtigt forfatterskab bag sig. Han er én af vores bedst skrivende forfattere. Denne roman, ”Noras ark”, placerer sig i den absolutte top af forfatterskabet.

Hans beskrivelse af, hvordan krigen forvandler mennesker, er frysende god, eksemplificeret ved morfaderens stigende religiøse galskab. Men også beskrivelsen af fastlandets magthavere bliver et præcist billede af, hvordan krigsgale politikere trækker befolkninger med sig og skaber grobund for det had over for ”de andre”, der er nødvendigt for at holde krigsmaskinen kørende.

Noras ensomme liv på vej til at blive voksen er nænsomt og præcist fortalt.

Vadehavsnaturen – marsken – spiller en aldeles afgørende rolle i fortællingen. Enhver, der har været i marsken, kan nikke genkendende til det helt unikke miljø. Men Anders Johansen giver denne natur mange flere facetter. Han beskriver marskens skønhed, men også de frygtindgydende kræfter, der slippes løs, når havet rejser sig.

Anders Johansen har i sine romaner beskrevet vigtige og afgørende temaer i menneskers liv. Det, der har været kendetegnende for alle bøgerne, er det smukke sprog. Altid præcist, altid kraftfuldt og altid båret af en poetisk skønhed.

Det gælder ikke mindst denne roman. Sproget er en motor, der trækker – man tør næsten sige drager – læseren fra side til side.

”Noras ark” er en meget smuk, meget spændende og meget trist fortælling. Men læseren efterlades ikke i det mørkeste mørke. Der er glimt af håb.

Bogen bør stå på ethvert læringscenter, og den dansklærer, der vil give sine elever i overbygningen en aldeles fremragende oplevelse, bør bruge den i undervisningen.