En knytnæve lige i ansigtet

Ingrid har trukket 3. klassedrengen til side for at snakke om en episode, han var en del af tidligere på dagen. Pludselig og helt umotiveret stikker han hende en knytnæve i ansigtet. Ingrid har arbejdet som lærer på en specialskole i 16 år og har mange gange overværet optrin, men indtil nu har hun undgået selv at blive ramt. "Han var ikke gal på mig. Han var gal på en anden. Alligevel stikker han mig en knytnæve i ansigtet. Han var ti år gammel. De får uanede kræfter, når der sker noget. Nogle gange skal der to eller tre til at holde en ti-årig dreng, hvis han går fuldstændig amok", fortæller Ingrid. En undskyldning er ikke altid nok Hun rejser sig og går ind i rummet ved siden af. Men drengen går efter og skubber til et bord, så det vælter ned over Ingrids skinneben. "Jeg tror, jeg sagde, jeg havde noget, som jeg skulle passe, og så gik jeg", fortæller. Hendes kollega tager over. Dagen fortsætter, men da hun kommer hjem begynder hun at græde, og hun kan mærke, at hændelsen har været grænseoverskridende for hende. Næste dag kommer drengen hen til hende og siger undskyld. Men hun er ikke klar til en undskyldning og det fortæller hun drengen, der igen går amok, overfuser og truer hende. Så går hun til skolelederens kontor. Ledelsen svigter "Min ledelse svigtede mig totalt. Det fik mig til at få det rigtig skidt. Jeg udfyldte en voldsseddel. Jeg synes, det er vigtigt, at vi udfylder de her sedler, men der er mange, der ikke gør det. Jeg gør det ikke tit, men jeg gjorde det i den her situation".

Truslen

Men trods voldssedlen hører hun ikke noget fra ledelsen. Og da hun endelig hører noget fra ledelsen, føler hun, at de bebrejder hende, at hun ikke tog imod drengens undskyldning. Det kan hun slet ikke klare, og hun begynder at græde til mødet. "Det går jo ikke, når de unge kommer ud i den anden ende og bare tror, at det kan lade sig gøre at sige undskyld, og så er alt godt - nogle gange skal der altså meget mere til", siger Ingrid. Skolelederen skaffer Ingrid psykologhjælp, og der kommer også en repræsentant fra kommunen, som Ingrid snakker med. Oven på igen "Jeg havde snakket med alle om det. Jeg kunne ikke sove, jeg kunne ikke være nogen steder. Jeg blev bange. Jeg har altid sagt, at jeg elsker det arbejde. Jeg elsker de børn - men der var lige nogle dage, hvor jeg overvejede min situation". Hun holder kontakt til repræsentanten fra kommunen. "Han fik mig til at vende det om. Jeg havde også nogle gode kolleger, der fik snakket det gennem med mig, og bakkede mig op. Jeg blev overbevist om, at jeg er en god lærer og jeg skal gøre en forskel nogle år endnu", siger Ingrid, som stadig er lærer på den samme skole. Ingrid er ikke lærerens rigtige navn. Lærerens navn er kendt af redaktionen.