En kærlig-kritisk hilsen til folkeskolen

»Børnene er det bedste, forældrene har«. Og »forældre gør en forskel i skolen. De er med til at skabe den kultur, som hersker på deres barns skole. Såvel gennem samarbejdet i klassen som i skolebestyrelsen har forældrene indflydelse på, hvordan skolen udvikler sig«.

»Det er et arbejde, der kræver samarbejde og dialog mellem forældre, elever og ansatte«.

»Forældre skal have rum til at påtage sig et ansvar for deres børns skole, så de kan være med til at gøre en god skole bedre«.

Det er nogle af de kærlige/kritiske hilsner til folkeskolen, som en mor til seks børn næstformand i Skole og Samfund bringer i en absolut bemærkelsesværdig bog. Bogen er båret af stor viden, indsigt, holdninger, forståelse for ja og kærlighed til en folkeskole, som er god, men som ved samarbejde og dialog mellem dens aktører kan blive endnu bedre.

Bogen beskæftiger sig med næsten alle tænkelige sider af folkeskolen og samarbejdet med forældrene herom, alt sammen set i et »forældreperspektiv«.Samarbejdet i og omkring klassen, arbej-det i skolebestyrelsen og samarbejdet med det politiske system.

Også »fremtidens skoleledere«, lærer­ne, uddannelse, »test og evaluering«, »Klare Mål«, undervisningsdifferentie­ring, skolens »rummelighed«, »drengene i skolen«, de tosprogede, specialundervisning, »læring/trivsel« og »sundhed og internationalisering« får en grundig behandling.

Og så præciseres skolens forpligtelser til at blive bedre til at dokumentere over for forældrene, »hvad, hvorfor og hvordan børn lærer i folkeskolen«.

Et meget aktuelt medieemne om de gensidige forventninger, man kan tænke sig mellem skolen og forældrene, får selvfølgelig også et par kommentarer med på vejen.

Her fik bogens forfatter for nylig ører­ne i mediemaskinen ved at stille op med lidt provokerende modforventninger til lærerne og skolen.

Men synspunkterne præsenteres her i bogen i en sammenhæng og betydelig mere nuancerede, så man kan kun være enig med hende, når hun skriver: »At det er i praksis et dårligt udgangs-punkt for et samarbejde, at parterne kridter banen op på denne måde. Spil-leregler skal ikke gives som et diktat fra skole til forældre, hvis det er samarbejde, der er målet. Det skal udvikles i en faglig, ligeværdig dialog mellem lærere, pædagoger og forældre om den enkelte klasse«.

Og her kunne man så passende tilføje »eller omvendt«! Bogen beskæftiger sig også med de mange danske og internationale undersøgelser om forholdene i den danske folkeskole.

I den aktuelle debat om centrale evalueringer af folkeskolen er der ingen tvivl om budskabet. »Vi kender fra Storbritannien, at inspektorkorps rejser rundt og kontrollerer, at målene bliver opfyldt, og at testresultaterne bliver offentliggjort. De, som har de dårligste resultater, bliver dernæst affolket med en senere lukning som konsekvens. Det er bestemt ikke forhold, der er ønskværdige for Danmark. Problemet med test og evalueringer er, at undervisningen vil komme til at rette sig efter prøverne og ikke omvendt«.

Forfatterens helt tydelige solide baggrundsviden, mange personlige erfaringer og så et positivt og konstruktivt engagement i forhold til de mange spørgsmål, emner og problemstillinger, der knytter sig til folkeskolen gør bestemt bogen til et læseværdigt debat­­indlæg for alle skolens aktører i og uden for.

Lad os få en konstruktiv og positiv dialog om at udvikle skolen og gerne med flere af den slags forældre, tak!