En historie om seks søstre

Migge, forfatterens højt elskede halvfemsårige mor, er kommet på bog. Det manglede bare. For set gennem et fortællerhjerte er det indlysende, at der ikke findes almindelige liv. Ethvert menneske har en unik og helt fantastisk historie at fortælle. Og med seks piger i en børneflok på et husmandssted i Østjylland engang i 1920'erne er der meget at fortælle. Virkelig meget. Om skole. Om fester. Om kærester. Om at tage roer op, når man hellere vil noget andet. Og ikke mindst om arbejdsfordeling i en landhusholdning. Indimellem lader han nogle af mostrene komme til orde. Så kan de korrigere hinandens redigerede hukommelse. Det giver tidsbilleder, der må blive opfattet som ren fantasy af en moderne 10-12-årig læser med forkælelse som livsvilkår og hjernen direkte opkoblet på internettet.

To skrammede celluloiddukker får lov at spille rollen som ledemotiv. Et godt valg. For sikke mange hemmeligheder, glæder og frustrerede sorger, de har lagt øre til. Fra Migge og hendes søstre, når de skulle af med alt det, de ikke kunne sige højt, i hvert fald ikke til (bedste)forældrene Adolf og Gine, som naturligvis spiller en lige så stor rolle i bogen som i det levede liv, der nok var arbejdsomt og nøjsomt, men også præget af stor kærlighed og blik for billige glæder.

Det hele er fortalt med Louis Jensens sproglige underfundighed. Han henvender sig direkte til læseren, forklarer uden at didaktisere og tilføjer her og der et par magiske stænk poesi.

Illustrationerne er blevet til i samarbejde mellem en grafiker og en håndtegner. Resultatet er ualmindelig vellykket. Opslaget med den rasende og indignerede Adolf på vej hen til skolelæreren for at læse og påskrive en uretfærdig eftersidning, som Migge var blevet udsat for, burde hænges op på lærerværelset. Og jeg kan personligt stå inde for, at en roemark ser ud præcis som vist på side 122-23. Her er den endda afbildet på en tørvejrsdag.