En hel skole for det hele barn

Det store indholdsmæssige 'mantra' i indskolingen synes for tiden at være 'Leg og Læring'. Altså læring med legens præg. Det kan sådan set være godt nok og mere inciterende end den traditionelle undervisning.

Men spørgsmålet er, om der i sådanne sammenhænge er tale om leg? Legen er det redskab, hvormed børn lærer noget om sig selv og om deres omgivelser. Men gøres der brug af denne viden? Der er i et hidtil uset omfang netop nu tendenser til mere undervisning til yngre børn. Mange børnehaver gør det til deres opgave intellektuelt at ruste børnene til skolestarten. Man taler om, at børnehaven skal 'indlæringsforberede' børnene, at børnehavens opgave er at levere børnene til skolen på en sådan måde, at de (børnene) passer til skolen. Er dét en fremtidsvision for børnehaverne, kan man efter min opfattelse lige så godt nedlægge dem og lade børnene begynde i skolen som treårige.

Man kunne jo sige, at det vel er godt nok, for 'børn kan godt lide' at være beskæftiget med noget meningsfuldt'. Selvfølgelig, men der er som oftest ret stor forskel på, hvad børn og voksne opfatter som meningsfyldt. Medmindre man ønsker tilværelsen reduceret, så er fravær af leg i børnenes liv fatalt.

Det udtrykker nemlig et stærkt reduceret børnesyn. Legen giver mulighed for udviklingen af en alsidig personlighed. Hvis denne del af virksomheden i daginstitution og skole skæres bort eller reduceres, forandres grundlaget for visse sider af børnenes muligheder.

Skal 'leg' og 'læring' integreres, hvad der naturligvis godt kan lade sig gøre, er det vigtigt at sikre sig, at man i processen har gjort sig klart, hvilke karakteristika de har hver for sig.

De forskellige virksomhedsformer må accepteres som havende forskelligt indhold. Det betyder ikke, at børn ikke lærer, mens de leger, eller – omvendt – ikke leger, mens de lærer. Men det betyder, at mål og organisationsformer er forskellige; afhængigt af om sigtet er leg eller undervisning og indlæring.

Og det er vigtigt at holde sig for øje, at legen – den egentlige leg – har tre karakteristika: den er frivillig, den har intet mål som sådan og er uden tidsbegrænsning, altså børn leger, til de er færdige. Hvis den voksne således igangsætter aktiviteter og styrer disse, kan der således ikke være tale om egentlig leg, men snarere 'undervisning på legens grund'!

Det har været sagt, at vor tids største forbrydelse er 'tyveriet af børnenes barndom'; at vi med andre ord vil gøre vore børn store så hurtigt som muligt. Får legen ikke den plads i børns liv, som den – og børnene – har krav på, bliver en sådan påstand gyldig. Dette er måske bedst egnet til at forstærke de så ofte beskrevne negative tendenser i børnenes følelsesliv og hele adfærd.

Børn er udforskende i forhold til omgivelserne, og omgivelserne reagerer på denne 'forskertrang' på en eller anden måde. Hvis børn bliver frataget deres naturlige initiativ og ikke får tilstrækkeligt med legemuligheder, bliver de passive og usikre. Børn, der til gengæld selv får lov at udforske og undersøge, og som får opgaver, de kan løse, og som de er motiverede for, bliver stærke. De bliver stressfri.

Et væsentligt aspekt i legen er, at den giver børnene mulighed for at give fantasien frit spil. At fantasere er en nødvendig forudsætning for at blive grænseoverskridende og – i videste forstand – at kunne frembringe bedre livsmuligheder. At give næring til legen er dermed også at give næring og liv til fantasien.

Men kunne børn ikke lege i skolen? Jo, men skolen har endnu ikke lært at lege, det skal den så at sige først til at lære!

Ønsket om en hurtigere indlæring, om mere indlæring og om tidligere indlæring viser kun alt for tydeligt, at mange primært opfatter hele barndommen som et (desværre nødvendigt) forstadium til voksenalderen.

John Aasted Halse er cand.pæd. og psych. og formand for Børns Vilkår