En god computer-investering

Hvis jeg troede på pligtlæsning, ville denne bog være en klar kandidat til lærerne, skriver anmelderen

Det er skadeligt at sætte børn foran en computer, og skaderne vil koste samfundet mange penge, sagde Inger Brochmann til Politiken i begyndelsen af august. Hun er mangeårig Rudolf Steiner-pædagog, og interviewet vidner om et stærkt og klogt engagement i børns udviklingsmuligheder. Desværre er præmisserne for denne ultimative konklusion ikke velbeskrevne, så den fremstår som en fundamentalistisk trossætning. Hvis man i konklusionen erstattede 'en computer' med 'et fjernsyn', tror jeg, at man stadig ville have et gyldigt Brochmann-udsagn. Mange lærere vil umiddelbart være enige: Er vi måske ikke for længst begyndt at betale fjernsynsskaderne? Men de allerfleste vil i næste sekund moderere konklusionen. Det er jo ikke fjernsynet, som skader, det er måden, vi voksne bruger det på.

'Computeren gør ikke mennesker mere lykkelige. Den kan ikke løse globale problemer som for eksempel sult, og den kan heller ikke løse skolens problemer. Men computeren har heller ikke skabt problemerne, det har mennesker.'

Ovenstående er ikke Inger Brochmanns ord, men Pia Grünbaums. De er et sammenstykket citat fra hendes bog 'Børn og Computere', ligesom det følgende: 'At computeren er et fremragende redskab til at lære med betyder ikke, at alle andre former for læring dermed bliver mindre værd. Computeren er blot et af mange redskaber til at lære med. Børnene i skolen skal bruge computerne til nøjagtig det samme som andre mennesker i samfundet: Nemlig til at arbejde med informationer på enhver tænkelig måde.'

Bogen er ikke specielt til skolefolk. Den er til forældre med børn og computere; men lærere har jo også børn og computere både privat og i skolen.

Pia Grünbaum er også bekymret over konstellationen børn og computere; men hendes bekymring drejer sig om børn, der overlades til sig selv og deres computer, samt det elendige programudvalg de antagelig præsenteres for. Hun kunne ikke drømme om at placere mindre børn alene foran en computer eller computeren bag børneværelsets lukkede dør. Der skal være voksne til stede, som er engageret i barnet. Og, som hun skriver: 'Computeren er ikke nogen undervisningsmaskine - og de skal selv have lyst!'

Bogen falder i tre dele: 'Menneske, medie, muligheder', 'Programtyper og kvalitet' samt 'Anmeldelser af børneprogrammer'. Der er råd om indretning af området til den fælles familiecomputer - råd som også kan bruges i skolen - om hardware og installation samt litteraturliste, ordliste og så videre.

Der er mange fornuftige synspunkter i bogen. Pia Grünbaum øser af en mangeårig, rig erfaring fra omgang med egne børn, deres kammerater og computere. Vi har næppe anordningsmæssigt uddannede lærere med tilsvarende erfaringsgrundlag i landet.

Der er også synspunkter, som vil provokere i vide kredse: Håndskrifttvang i en tidlig alder kan bevirke, at børn viger tilbage for at skrive -. Men den debat er nødt til at komme op i lyset.

For mange skoler vil alene anmeldelserne af gode børneprogrammer rigeligt være bogens pris værd. Naturligvis gode programmer efter Pia Grünbaums opfattelse, men der er ingen grund til at betvivle seriøsiteten i hendes valg, og mange af programmerne ligger i udkanten af eller ligefrem uden for det område, hvor lærere traditionelt ville lede. Det gør ikke anmeldelserne mindre interessante.

Jeg tror ikke på pligtlæsning. Det gør Pia Grünbaum garanteret heller ikke. Hvis jeg gjorde, ville denne bog være en klar kandidat til lærere. Både til de begejstrede, vandbærerne, og de der er imod. Der er tænkestof til begge ydergrupper - og god vejledning til dem i midten.

Jeg tror heller ikke på, at computeren er skadelig for børn. Men jeg er helt sikker på, at voksne vil finde måder, børn kan bruge den på, som er skadelige eller spild af børns livstid. Lærerne må sørge for, at det ikke sker i skolen.