En dag skinner solen også på en hunds røv

Jeg-fortælleren Alma formulerer sit liv i en nøddeskal: "De folk, jeg ville ha' i mit liv, kunne jeg ikke holde på. Amelia, Julie, min mor . Jonas. Tobi. Jeg ville så gerne ha' det til at fungere, men trods alverdens gode intentioner . Det gik aldrig".

Romanen spænder over otte dage, hvor Alma hårdkogt og hæsblæsende trækker læseren med ind i sit indre kaos, som hun forsøger at bagatellisere eller skjule bag kvikke (og onde) bemærkninger. Sentimentaliteten viser sig kun glimtvis, men i sidste ende kan hun ikke opretholde facaden: Der er én, hun bliver nødt til at lukke ind, og i samme bevægelse kommer hun også til at lukke op for den hemmelighed, som hun først deler med læseren til allersidst. Den selvdestruktive og fandenivoldske attitude er ikke cool, tværtimod.

Romanen er skrevet i et gennemført talesprog, og måske netop fordi det er så grimt, gør det ondt på den gode måde. Det er den rå og sarkastiske tone, der giver historien kant og gør Alma troværdig som en stærk pige, der er lidt for mistroisk, og som derfor går glip af en del ømhed her i tilværelsen: "Det var sgu ikke, fordi jeg ligefrem blev pacet frem hjemmefra, min mor var bedøvende ligeglad, og det samme var Bent, som nærmest ikke kunne stave sit eget navn uden at klappe stavelser".

Romanen er absolut ikke for børn, men piger i folkeskolens ældste klasser vil kunne krybe sammen i et hjørne og identificere sig med Almas naturlige bløde krøller og hendes skarpe tunge.