En dag i Helmand

Et menneske dør i løbet af forestillingens monolog. Men det er ikke det eneste menneske, vi møder i denne forestilling. Vi møder soldaten Jakob, journalisten Hans Henrik, den afghanske tolk Asadullah, bonden Ahmad, datteren Laila og Taliban-krigeren Gulbuddin. Skikkelserne repræsenterer forskellige holdninger og indgangsvinkler til den blodige konflikt, om end tematikken kredser om et paradoksalt og meningsløst billede af krigen og Danmarks deltagelse.

Karaktererne med hver deres baggrund viger ikke uden om en filosofisk og eksistentiel stillingtagen. De tvivler, stiller sig selv etik- og trosspørgsmål og sætter sig selv i dilemmaer i forhold til retfærdighedsproblematikker. Carsten Jensen har skabt en nuanceret debatkatalysator med "En dag i Helmand". Det må ikke blive sort/hvidt - for/imod. En efterfølgende debat bør følge med hjælp fra forestillingens skolemateriale.

Absurditeten fornægter sig ikke og skinner igennem i både form og indhold i denne forestilling. Den politiske standhaftighed og ambition kan være nok så sejlivet, når det handler om uretfærdighed, men når alt kommer til alt, har krigen kun tabere, og hvad har menneskeheden, herunder politikere, lært af det?

Det er et tungt emne, men ikke desto mindre væsentligt og relevant. En intelligent forestilling med en fremadrettet spændingskurve, aktion og en afslutning, som nok skal få mangen en tåre frem, uden at det bliver søgt. Stykket får ikke problemer med at fastholde de unge folkeskoleelever fra 7.-8. klasse og op.