"En ukendt verden" er første bog i en planlagt serie på otte bind. En lille gruppe elvere bliver ramt af en ond troldmands forbandelse og finder sig selv på et sted i verden, som er dem totalt ukendt. De er i en menneskeverden. Under deres søgen på vejen tilbage til Elverriget hjælper de genfærdet af en prinsesse med at finde ro. Der hviler en forbandelse over prinsessen og hendes riddere på grund af hendes forfængelighed.
Historien er spændende og tempofyldt med onde væsner og gode hjælpere, som vil gribe læseren. Sproget glider let med en del korte sætninger, men også med et illustrativt billedsprog, der understreger spændingen. Illustrationerne er i farver og støtter bogens historie, dog uden at give læsestøtte. De er flotte og stemningsskabende.
Forfatter og illustrator har tidligere udgivet serien "Elverdronningens riddere". Denne serie vil have samme appel til målgruppen, som er børn i 3.-5. klasse. Bogen kan bruges til genrearbejde såvel som fritidslæsning. Målgruppen vil blive godt underholdt af "Elverdronningens børn". Bogen vil have mange læsere, som vil glæde sig til næste bind. Mange børn i aldersgruppen efterspørger serier på biblioteket. De nyder at være i et univers, de kender.
Elverdronningens børn: En ukendt verden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.