En ansøgning til Globuspuljen under Udenrigsministeriet sikrede elevrådsrepræsentanterne de penge, der skulle til for at invitere elever fra Nepal til Danmark på en studietur. Det var meningen, at de nepalesiske elever skulle have en rundvisning på Christiansborg, besøge Christiania og bo hos danske familier. De nepalesiske elever skulle også besøge de danske skoler, hvor de skulle deltage i valgfag som billedkunst og madkundskab, som ikke findes i Nepal. Som led i samfundsfagsundervisningen skulle de nepalesiske elever formidle til de danske skolers elever, hvordan det er at gå i skole i Nepal.
Besøget blev arrangeret i kølvandet på, at en gruppe elevrådsrepræsentanter fra Lejre Kommune på Midtsjælland havde været på besøg i det sydvestlige Nepal, hvor de undervejs havde fokus på elevdemokrati og ’aktivt medborgerskab.’ De danske elever deltog i timer på den nepalesiske skole og blev inviteret ind i de lokale elevers hjem.
Da de danske elever, heriblandt 16-årige Alma Møller Olesen, der går i 9. klasse på Allerslev Skole, landede i Danmark igen, gik de straks i gang med at arrangere, at de nepalesiske elever kunne komme på besøg hos dem.
83.000 fra Udenrigsministeriet
Lejre-eleverne fik bevilget 83.000 kr. af Udenrigsministeriet til flybilletter til eleverne og deres lærer, men da de nepalesiske elever ansøgte om visum, blev det afslået. Myndighederne var bekymrede for, at de efter besøget ikke ville forlade Danmark igen.
Alma Møller Olesen og de andre elevrådsrepræsentanter skriver i et debatindlæg i Berlingske, at afslaget var begrundet med tvivl om ægtheden, og at Nepal er et fattigt land.
Alma og de andre blev ærgerlige.
”Det er uretfærdigt, at de ikke får lov at få samme mulighed for at besøge os, når nu vi har været ned at besøge dem,” siger hun til Folkeskolen.
Selvom de nepalesiske elever fik afslag på deres visum i første omgang, håber Alma Møller Olesen, at de kan komme på besøg i Danmark til efteråret.
”Planen er, at vi søger visum til dem igen og forsøger at få projektet op at køre og ikke giver op,” siger Alma Møller Olesen.
De nepalesiske elever blev ifølge Alma Møller Olesen skuffede og ærgerlige over afslaget, forklarer hun
”De ser det lidt som om muligheden er lukket, så de blev også rigtig skuffede, men vi håber, at de kan komme til efteråret.”
Alma Møller Olesen og de andre elevrådsrepræsentanter ærgrer sig over tankegangen hos de danske myndigheder:
”Vi synes jo alle sammen, at det er uretfærdigt, at bare fordi de kommer fra Nepal, må de ikke komme ind,” siger Alma Møller Olesen.
Elevråd besøgte Nepal, men nepalesere må ikke komme ind i Danmark: ”Uretfærdigt”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.