Elevinklusion lykkes kun, når forældrene inkluderes

Der er opstået en forestilling om, at forældre kan holdes ansvarlige for det, deres børn gør eller ikke gør i skolen. Forældre skal gøre børnene skoleklar, og familien skal fungere som et læringsrum, der skaber motiverede og disciplinerede elever, som har lært at lære, lyder et nyt mantra. Konsekvensen bliver vanskeligere skole-hjem-samarbejde, hvor mange forældre har svært ved at forstå, at ansvaret er på skolens præmisser. Skolen oplever derfor stigende problemer med 'besværlige forældre', der blander sig i alt for meget, skriver Hannah Rytter Dakwar i sit bachelorprojekt fra Læreruddannelsen i Esbjerg ved professionshøjskolen Syddanmark.

Forældre som ufuldgyldige deltagere

"Hvorfor fastlåses nogle forældre som ufuldgyldige deltagere i skolehjemsamarbejdet, og hvordan kan læreren med sin specialpædagogiske viden medvirke til at ændre denne position?" lyder spørgsmålene i projektets problemformulering.

Hvis inklusion som overordnet specialpædagogisk princip skal lykkes, skal der udvikles et inkluderende forældresamarbejde, skriver Hannah Rytter i sin konklusion. Hun foreslår "en specialpædagogisk og teoretisk positionering baseret på en kobling mellem systemisk perspektiv, socialkonstruktivisme og narrativ tænkning." Ved blandt andet at drage paralleller til nyere mobbeforskning viser hun, at forældre, der møder skolen i en specialpædagogisk sammenhæng har større risiko for at blive opfattet og selv opfatte sig "ufuldgyldige deltagere i skolen som praksisfællesskab."

I sin analyse på makroniveau viser hun, at skoleloven tillægger forældre mening, når der skal træffes afgørelser, men samtidig fraskriver man deres deltagelse i beslutningsprocesserne. Det betyder, mener Hannah Rytter, at staten ikke lever op til forpligtelsen i Salamanca-erklæringen til at fremme forældresamarbejde forstået som et positivt partnerskab.

Lederens rolle kan være afgørende

I sin analysen af skolens deltagelse på mikroniveau viser hun at "sproget som tingsliggørelse får objektstatus og virker fastlåsende på situationer og deltagelsesmuligheder", og med inddragelse af ny forskning på området påviser hun "lederpositionens potentielt særlige betydning i meningsforhandlingen og dermed, at ledelsens betydning i den narrative konstruktion er særlig problematisk i forhold til at skabe inkluderende forældresamarbejde." Med andre ord: Det inkluderende skole-hjem-samarbejde kan gå helt galt, hvis skolens ledelse ikke sender entydigt positive signaler om gensidig respekt i et samarbejde, hvor forældrene er ægte parter.

Viden kan ændre virkeligheden

Når læreren har en solid specialpædagogisk viden har hun mulighed for at ændre på samarbejdet, så forældre oplever sig som fuldgyldige deltagere. Specialpædagogisk viden giver så at sige mulighed for at ændre virkeligheden. "I konkret sammenhæng er potentialet til at ændre positioneringerne i et praksisfællesskab allestedsnærværende. Selv smalltalk på parkeringsplads, venskabelige samtaler på lærerværelser og udenfor skolesammenhæng har en medskabende betydning i meningsforhandlingen," skriver Hannah Rytter Dakwar i sin konklusion.

Det samlede professionsbachelorprojekt kan findes til højre på skærmen under EKSTRA: Kan man leve under de omstændigheder? - Et specialpædagogisk projekt om forældredeltagelse i skolens praksisfællesskab