Anne Rahbæk Hansen og Kaja Kristensen underviser seks elever med multiple funktionsnedsættelser på Strandparkskolen i København. Eleverne har store fysiske og sansemæssige funktionsnedsættelser og lever tillige uden et talesprog.
"Selv vores elever på 15 år har en forkærlighed for Bamse og Kylling, men vi vil gerne give dem noget andet også. Vi har for eksempel arbejdet med Gummi Tarzan, fordi det er en klassiker i dansk børnelitteratur, som også vores elever skal kende til, så de får fælles referencer med deres forældre og søskende. Vores opgave er at sætte historien ind i en ramme, hvor eleverne kan være med", fortæller Anne Rahbæk Hansen.
De to lærere har tidligere arbejdet med Klods Hans og andre traditionelle eventyr, fordi de er fyldt med almengyldige følelser. Det samme er Gummi Tarzan. Det har taget tid at finde en måde at undervise eleverne på, men nu er det lykkedes.
"Det er vigtigt at have mod til at skrotte sine planer, når de ikke virker. Ved at optage undervisningen på video blev det tydeligt for os, når vi ikke havde elevernes opmærksomhed, og så måtte vi finde andre veje", fortæller Anne Rahbæk Hansen.
Figurerne får farver
Sammen med sin kollega beskriver Anne Rahbek Hansen arbejdet med Gummi Tarzan trin for trin i en artikel, som ligger til højre for denne artikel. De kunne ikke bare introducere historien for eleverne ved at læse den op fra ende til anden. De var nødt til at bygge den langsomt op og begynde med noget, der kun varede to-tre minutter.
Først lærte eleverne figurerne at kende ved at farvelægge store tegninger fra bogen.
"Først når eleverne kender figurerne, magter de at lytte til en genfortælling af historien. Når de ved, hvem Gummi Tarzan er, har de ro til at høre, at han kæmper med at lære noget i skolen", siger Anne Rahbæk Hansen.
De to lærere har også brugt kostumer, så eleverne kunne udtrykke vrede ved at klæde sig ud som Ivans far og slå i bordet, så kaffekopperne hoppede. Og når Gummi Tarzan spillede fodbold i bogen, endte det måske med, at eleverne selv spillede fodbold.
Metoden er blevet tydelig
Makkerparret fra Strandparkskolen har bestræbt sig på at justere undervisningen til efter elevernes dagsform.
"Vi har udvidet eller forkortet historien efter deres evne til at koncentrere sig den enkelte dag. Det kan også godt være, vi har troet, at nu skulle vi fortælle om Gummi Tarzan, men en elev har måske trykket på et felt på sin talemaskine, hvor vi har indtalt en sætning som 'Heksen brygger suppe'. Så er vi begyndt dagens lektion der", fortæller Anne Rahbæk Hansen.
Eleverne har lavet små 'læsebøger' med billeder. Når de har peget og sagt lyde, har lærerne fortolket dem.
"En elev bøjer måske sin arm, og jeg siger: 'Ja, det er rigtigt, Ivans far vil gerne have, at Ivan bliver stærk.' På den måde er vi gået i dialog med eleverne".
Arbejdsmetoden er blevet tydelig for Anne Rahbæk Hansen og Kaja Kristensen inden for de seneste to år.
"Jeg har brugt seks år på at nå frem til metoden. Det er vigtigt at have en kollega at reflektere med, så det tog for alvor fart, da jeg begyndte at arbejde sammen med Kaja for tre år siden. Vi har samme pædagogiske tilgang til talemaskiner, vi tør bruge os selv, og vi er tålmodige, fordi vi ved, der sker fremskridt. For andre ser det bare ud som om, eleverne farvelægger store tegninger, men vi ved, at de er i fuld gang med at blive fortrolige med historiens figurer", siger Anne Rahbæk Hansen.
Elever uden talesprog lærer af eventyr
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.