Apfelstrudel, Kaiserschmarren eller Wiener Vanillekipferl i ’Spadserepose’. Cafe Hyggestund i Birkerød giver en bid af Østrig og en mulighed for at tale tysk i hyggeligere omgivelser end klasseværelset.
Indehaveren Alexandra Palk har boet 27 år i Danmark og holder meget af det, men hun har savnet en ting – sit hjemlands Wienerkonditorier. Så da hun i 2019 arvede penge, åbnede hun Cafe Hyggestund sammen med en anden lokal Birkerødboer.
Har det relevans i folkeskolesammenhæng? Ja, for inden hun blev caféejer, underviste hun i tysk og fransk på tre forskellige folkeskoler i området, og da hun ikke har lyst til at slippe børnene, er hun begyndt at invitere klasser til tysksamtale i cafeen.

”Det er en fantastisk rørende oplevelse at se børnene i cafeen. Jeg underviser stadig ved siden af cafeen, og jeg har altid haft det sådan, at børne skal ud af klasseværelserne", siger Alexandra Palk.
"Sprog må gerne opleves i naturen eller i madkundskab. Når de træder de to trin ind fra hovedgaden til cafeen, så er det 'wauw'. For de bliver så meget mere sikre og trygge, når de kommer ind i en afslappet stemning og får lov at synke ned i bløde stole og drikke heisse Schokolade”, fortæller hun videre.
Hun tænker sin cafe som en mangfoldig sprogcafe, og hun har ansatte fra mange lande, så der bliver dyrket kulturudveksling hele dagen.
”Jeg elsker udeskole og åben skole, når jeg selv underviser i sprog, og jeg har fået god tilbagemelding fra både elever og forældre på det. Så jeg tænkte, at det gav mening at invitere andre skolers elever ind på min cafe og give dem lidt østrigsk kultur med. Det er jo helt forskelligt fra tysk kultur, så det er godt for dem at møde”.

Brætspil på tysk
Den chance har Tina Nielsen Hugary og hendes elever på Slangerup Skole benyttet sig af, og ifølge tysk- og fransklæreren var det en virkelig god sprogoplevelse.
”Jeg var på besøg med min 8. klasse. Eleverne har tit følelsen af, at de ikke kan forstå og sige noget på tysk eller fransk, men når de kommer ud af klasseværelset, bliver der løsnet op”.
Eleverne fik småkager og saft, og så fortalte Alexandra Palk om Østrig, om traditioner og om, hvad Østrig er kendt for.
Besøget kan fungere som en del af et af de mange forløb om Østrig, der findes til tyskundervisningen. Det var det dog ikke for Tina Nielsen Hugarys elever. Men de havde forberedt spørgsmål hjemmefra, som de kunne stille til Alexandra Palk på tysk – fx om hun har børn, om hun dyrker sport, og hvor gamle hendes børn er.
”Eleverne hører ikke tysk og fransk på samme måde som engelsk, så det er svært at få dem til at sige noget i klassen, fordi de er så usikre. Her fik de en oplevelse af, at de godt kunne bruge deres sprog og forstå en indfødt”, fortæller Tina Nielsen Hugary.
Bagefter kunne eleverne spille forskellige brætspil og prøve at snakke sammen om spillet på tysk.
”Nogle fik faktisk brugt tyske gloser – fx farverne på spillebrikkerne. Det gjorde helt tydeligt noget godt, at de sad i små grupper og var i andre omgivelser”, siger Trine Hugary Nielsen.
Cafeen er med små hyggekroge, og det betyder noget for elevernes følelse af tryghed, når de skal tale.
”Stemningen er vigtig. Når først de slapper af, kommer de op og bestiller på tysk. Det gælder også, når vi har sprogcafe for voksne. Kunst på væggene, bløde sofaer og kager, så slapper man af”, griner Alexandra Palk.
Benytter enhver lejlighed til at bruge sprog
Alexandra Palk og Tina Nielsen Hugary har i en periode været kolleger på Slangerup Skole, og de er blandt de få lærere, som underviser både i tysk og fransk.

Alexandra Palk er født i Østrig, men fransk er hendes yndlingssprog. Tina Nielsen Hugary har tysk som andetsprog, en translatøruddannelse i fransk og har boet i Frankrig.
”Jeg får meget ud af at have eleverne i flere sprog, så jeg kan tale med dem om, hvad de kan overføre. Og på vores skole prioriterer vi at tage ud med eleverne”, fortæller hun
Begge lærere er meget glade for sprog, og de benytter enhver chance for at tale tysk og fransk, både til arrangementer i Fransklærerforeningen og på Institut Francais eller på fransk samtalecafe.
Derfor lå det også lige for at tage eleverne med på samtalecafe i tysk, da Alexandra Palk fortalte Tina Nielsen Hugary om muligheden på Cafe Hyggestund, da de mødtes til fransksamtale.
”Besøget på cafeen kostede måske alt i alt 500 kroner, så det kunne vi tage fra klassekassen. Vi har også lige været på den endagstur til Rostock med alle 9. klasserne. Der betalte de selv, og vores del kunne vi tage fra fagkontoen. Vi var på julemarked og lavede små opgaver og film. Det er jo både sprogtræning, men også en introduktion til tysk sprog og kultur, som jo også er en del af fagets formål”, siger Tina Nielsen Hugary.
Elever tager til Cafe Hyggestund for at tale tysk
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.