Aflyste timer og dårlig vikardækning var hovedtemaet, da Danske Skoleelever i går holdt topmøde.
"Grunden til, at det netop er de problemstillinger, der bliver taget op, er at de er meget jordnære rundt om på skolerne. Når det gælder eleverne, så er det vigtigste, det der sker i hverdagen, og det fik vi diskuteret igennem i går", siger elevernes formand Troels Boldt Rømer.
"Der er en udbredt utilfredshed med kvaliteten og omfanget af vikardækningen. Det er nogle af de her jordnære ting, som er afgørende for, om vi ligger i top fem, og om undervisningen er i orden. Derfor er det vigtigt, at vi får det sat på dagsordenen".
Lange perioder med vikarer er problematiske
Problemerne med aflyste timer og vikarer, som ikke er kompetente i det fag, de underviser i er alvorlige, mener Troels Boldt Rømer. Og det gælder både vikardækningen, når en lærer er på orlov over en længere periode og de akutte vikartimer ved sygdom.
"Men det største problem er de lange forløb. Én ting er, at man ind i mellem har nogle vikartimer, som er elendige. En anden ting er, hvis man har en vikar i to år, som ikke kan finde ud af at undervise i det fag, han har fået", siger han.
Troels Boldt Rømer betegner gårsdagens møde som en succes. Både fordi der mødte mange elever op, og fordi politikerne i panelet gav nogle konkrete svar og løfter.
"For eksempel blev der lovet, at vi skal gøre noget ved vikardækningen, vi skal gøre noget ved de aflyste timer og ved minimumstimetallet, som ikke bliver overholdt", siger han.
I panelet sad undervisningsminister Tina Nedergaard, formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, formand for Skolelederforeningen Anders Balle og børne- og ungeborgmester i København Anne Vang.
"Undervisningsministeren gentog, at problemerne vil være løst den 1. maj, og da vil vi selvfølgelig være klar med dokumentation om et år, hvis de her ting ikke er løst på det tidspunkt", siger Troels Boldt Rømer.
Eleverne er selv kommet med deres politiske udspil med 10 bud på, hvordan skolernes udfordringer kan løses, og hvordan vi får en skole i verdensklasse. For eksempel vil de gerne have, at man udbyder et kursus til vikarer, og de foreslår et korps af vikarer, som kun underviser i de fag, som de er kompetente til.
Elever glæder sig over løfter om mere og bedre vikardækning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.