Overfor TNS Gallup angiver omtrent halvdelen af de 12- til 19-årige, at de dagen forinden har brugt tid på at læse avis. Det har fået Bugge Media Consult og medieundervisning.dk til at fortage et feltstudie blandt 384 elever i grundskolen og på ungdomsuddannelser. 65 af disse har deltaget i fokusgruppeinterviews, og her angiver de et ønske om, at spalterne taler til dem i mere loyale toner.
"I tillæg til den brede enighed blandt eleverne om, at avisen ikke er deres medie, eksisterer en udbredt opfattelse af, at aviserne gennem vinkling og sprogbrug stigmatiserer unge som befolkningsgruppe og behandler børn som objekter. Budskabet fra eleverne har været klart: Vi vil læse mere avis, hvis den bliver lavet til og om os", står der i evalueringsrapporten.
De stofområder, der får størst interesse blandt de 12- til 15-årige, er indland, samfund, politik og sport. Her er det klart pigerne, der dominerer i første kategori, og drengene som klart foretrækker at læse om sport.
Hvis aviserne vil have endnu flere unge ind i folden, mener de 12 til 15-årige elever, at der skal trykkes på fire knapper:
* Der skal laves sider for unge, hvor unge bliver interviewet, og som er skrevet i et sprog, som kan læses af unge.
* Der skal laves test, hvor produkter bliver holdt op mod hinanden
* Der skal være spændende billeder, gode undersøgelser og statistikker.
* Siderne skal klipses sammen, så sektionerne ikke ryger fra hinanden.
Du kan finde evalueringsrapporten til højre for artiklen.
Elever: Aviserne stigmatiserer os
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.