Eleven som aktør

Alle kan lære at blive en god lærer, hvis man giver sig tid til at lytte til elevens stemme og tid til opmærksomt at se det enkelte barn som det er. Det er i store træk budskabet i den norske pædagog Thomas Nordahls bog.

Der er absolut noget at hente både for den lærerstuderende, den uddannede og for overlærere, som med mere eller mindre fastgroede meninger og holdninger har svært ved at omstille sig til alt »det nye«.

Selvom bogen er norsk, lægger bogens forskellige tematikker sig tæt op ad, hvad der også debatteres om nutidens danske folkeskole, og holdningerne lægger sig op ad garvede debattører som Erik Sigsgaard og Jesper Juul. Ingen tvivl om, at det er et nyt både læringssyn og elevsyn, som vi har med at gøre. Teoretikere som Wolfgang Klafki og Howard Garder hives indimellem frem for at dokumentere bogens gode pointer; og så citeres vor danske filosof K.E. Løgstup for sin etiske fordring, urørlighedszone og suveræne livsytringer.

Det handler om menneskeværd, og pædagogik ses primært som relationskompetence hos læreren, der har det fulde ansvar for at se det enkelte barn og dermed sikre sig barnets trivsel, udvikling og læring.

Vi skal uddanne lærerne til at være gode demokratiske ledere, som tør vise sig som kompetente voksne, som indbyder til tillid og omsorg. Bogen har mange gode pointer, forslag til ændring af praksis og mange eksempler fra en broget skolehverdag.