En sød og opbyggelig historie om Elefandanten, der bliver glemt på et tag og med hjælp fra gode venner opbygger sin egen forunderlige verden. Historien har tilhørende sange, der er indspillet på vedlagt cd.
Startskuddet til historien: at blive glemt - oven i købet af en voksen ven - er nok ret skræmmende for målgruppens børn, men bortset fra det er historien ganske hyggelig. Sammen med et stjerneskud, blomster, et stinkdyr og andre gode, men meget forskellige væsener klarer Elefandanten sig.
Historien er "politisk korrekt", positivt ment, hvor der bliver lagt vægt på gode gammeldags værdier, som børn altid kan få noget ud af at høre og tale om - venskaber, antimobning, at passe på hinanden, miljøet og lignende.
Historien appellerer til børnenes fantasi og giver gode muligheder for følelsesmæssig identifikation, for eksempel at være ked af det eller føle sig alene. Bogen kan nogle steder virke usammenhængende, men det er nok ikke noget, børnene vil studse over.
Bestemt anvendelig i den daglige undervisning i børnehaveklassen - en historie, man kan læse op af og tale om, og sange, man kan lytte til.
Der er 13 tilhørende sange i forskellige rytmiske genrer - for eksempel swing, calypso, bossa nova, rock. Sangene supplerer, men fortæller nærmest også historien. Det er gode, fængende melodier med fortællende tekster, der leveres i en fin og medrivende indspilning. Sangene findes på den medfølgende cd og som noder i bogen. Historien er ledsaget af søde og sjove vignetagtige illustrationer.
Elefandantens forunderlige verden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.