De offentlige lederuddannelser som bl.a. diplom- og masteruddannelser for skoleledere har været til eftersyn.

Eftersyn: Lederuddannelse er godt for lederne - og måske for eleverne

De offentlige ledere udvikler sig, når de deltager på de offentlige lederuddannelser. Men om det også er godt for fx lærerne og eleverne, at skolelederen videreuddanner sig, har et stort eftersyn af de offentlige lederuddannelser ikke kunnet bedømme.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 2020 igangsatte Uddannelses- og Forskningsministeriet et eftersyn af de offentlige lederuddannelser i Danmark. Der er blevet gennemført en række analyser, og eftersynsgruppen konkluderer på baggrund af dem, at deltagelse på én af de offentlige lederuddannelser påvirker lederidentiteten positivt, og at lederne oplever at blive styrket i deres ledelsespraksis ved at deltage på lederuddannelsen. Lederuddannelse har positive effekter på bl.a.  ledelsesstil, jobtilfredshed, brugerorientering, arbejdsmiljø og ledelseskompetencer, self-efficacy og forståelse af ledelsespraksis. Men det har vist sig vanskeligt for både lederne, ledernes ledere og underviserne i eftersynets analyser at udpege konkrete eksempler på, at uddannelserne har givet udbytte for borgerne.

Eftersynet har også kigget på, hvad der tidligere er lavet af undersøgelser, men har kun fundet ét studie, der undersøger effekten for borgerne/brugerne. Det var da Danmarks Evalueringsinstituts undersøgte effekten på elevernes læring af, at skolelederne i en række kommuner deltog i det A.P. Møller Fondsstøttede Progam for Læringsledelse. Her lykkedes det ikke at identificere positive effekter for skolernes elever.

A.P. Møller Fonden: Man kan ikke forvente forbedrede elevresultater på kort sigt 

"Dette skyldes formodentligt, at det er vanskeligt at identificere en én-til-én sammenhæng mellem uddannelse, ledelsespraksis og organisatoriske resultater, da uddannelserne primært understøtter ledernes refleksionsevne til at vælge mellem forskellige løsninger inden for en given organisatorisk kontekst, og da effekterne kan være langsigtede", hedder det i eftersynsrapporten, som netop er offentliggjort. En af anbefalingene i eftersynet er, at at de offentlige lederuddannelser skal  understøtte udbytte/værdiskabelse på alle niveauer i den offentlige sektor: For lederne, ledernes medarbejdere, ledernes arbejdspladser og for virksomheder/borgerne. 

Tydeligere beskrivelser af uddannelsernes indhold

En anden anbefaling er, at udbyderne af uddannelserne skal være mere tydelige og konkrete om, hvad det er, man lærer på uddannelsen, og hvor mange timers arbejde, man forventes at lægge i det. 

"De fleste udbydere, men ikke alle, beskriver de overordnede kompetencer, som den enkelte leder forventes at kunne dygtiggøre sig inden for. Beskrivelserne er dog ofte formuleret i generelle termer, ligesom mål og delmål sjældent er tydeliggjort. Ligeledes fremgår det sjældent, hvor meget tid og hvor mange ressourcer, lederne skal bruge på uddannelsen. Hertil kommer en stor ensartethed i beskrivelserne af det overordnede fagudbud og læringsindhold på tværs af akademi-, diplom- og masterniveau. Dermed tydeliggøres det ikke nødvendigvis, at forskellen på de forskellige uddannelsesniveauer bl.a. knytter sig til niveauet af undervisningen, pensum, teoretisk indhold mv.", heddet det i eftersynsrapporten.

Læs mere

Eftersyn af de offentlige lederuddannelser(pdf)

Powered by Labrador CMS