Eftertanker

'Genopdrag børnene' - 'Genopret disciplinen i folkeskolen' - 'Tilbage til forældreansvaret' - 'Respekter lærerne' - 'Nedlæg vuggestuerne, spar sammen til at få et barn'. Det fyger med overskrifter.

Nu kommer det. Måske. Det længe ventede. Men der vil sikkert gå en rum tid fra tanke til handling. Kostbar tid. Var det ikke Frank Dahlgaard, der kom først? For mange år siden. Sorte Frank, som ingen lærer med respekt for sig selv vovede - uden af have set sig om til alle sider - at tale højt om enighed med. Men skulle vi ikke nu omsider være nået så langt, at den sorte skoles genfærd er manet i jorden?

Åh, Gud, hvad har vi ikke spildt af tid i skolen på de mest elementære krav til almindelig social omgang mellem mennesker. Bøvl, ballade, ustandselige irritationsmomenter. 'Du må ikke bande i skolen', sagde vi førhen - 'ikke smide affald på gulvet' - 'ikke forlade klassen uden forlov' - 'ikke drikke eller spise i timerne' - men det kræver unægteligt, at læreren heller ikke tager kaffekruset med ind til timerne, og det er ikke en given sag for et barn af en 68'er . . . Der har længe hersket den udbredte misforståelse, at børnene skulle lade, som de var hjemme. På ingen måde. Hjemme er noget ganske andet. Her kan vi alle lægge benene op på bordet, bande, ræbe, pille næse og dovne. Det falder selvfølgelig helt naturligt at skelne imellem, hvis man havde gjort børnene den indlysende tjeneste at lære dem spillereglerne fra starten.

Blot de enkleste regler for adfærd i skolen har man ikke kunnet danne ubrydelig fælles front for. Således kunne det ikke sjældent ende med, at lærerne blev hinandens værste fjender. Det er den frygtelige sandhed. Lærerne bliver nødt til at klippe et stykke af deres personlige frihed og rette sig ind efter fælles regler for god opførsel. Altid. Det er tvingende nødvendigt. Hvad man ikke må ved lærer Nielsen, må man heller ikke ved lærer Jensen. Åh, Gud, hvor jeg kender den der: 'Jamen, det må vi nok for Karina'. Regler udstukket fra oven.

'Processen er vigtigere end resultatet', lød det i mangfoldige år. Det passer jo ikke. Der er en del, der skal læres - og som en gruppe børn, der ingenting ved, ikke kan lære hinanden. Blændværk og bedrag. Problemfornægtende ledelse, forældre og - suk - lærere har ikke været nogen mangelvare. Behagesyge og konfliktskyhed dagens ret. Og her skulle ties om de kaotiske tilstande, som var (er?) stærkt medvirkende årsag til folkeskolens kundskabsderoute. Og værre: forvildede og ekstremt egocentriske børn.

Alarmklokkerne kommer alle steder fra og har kimet forgæves alt for længe.

Det bliver en svær omstilling, gud være lovet uden min medvirken.

Jeg vil også meget hellere ud i baghaven og se, hvor langt stæren nu er kommet ...

Else