Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Skolepolitik

Efter tre måneder uden minister: Det her ligger øverst på skrivebordet til den nye

Der er både aftaler og forhandlinger, der har ligget og ventet på, at landet igen har en undervisningsminister. Folkeskolen giver et overblik over de mange sager.

Foto: Jesper Knudsen + Getty Images + Canva
Sebastian Bjerril
Sebastian Bjerril Webredaktør og journalist
1 kommentar
2. juni 2026, kl. 04:30
1 kommentar

Alt folketingsarbejde på skoleområdet har ligget stille i mere end tre måneder, siden Mette Frederiksen trykkede på valgknappen.

SVM-regeringens fødevarecheck nåede akkurat at blive tredje- og dermed færdigbehandlet. Men det samme gjorde sig ikke gældende for en række aftaler på skoleområdet.

Her er de mange uafklarede sager fra før valget.

Statsministerens opgør med mobiler i skolen nåede ikke at blive til lov. Det er ellers en politisk aftale, som partierne underskrev helt tilbage i september. Alligevel nåede det kun lige at blive fremsat som et egentlig lovforslag, få timer inden det igen bortfaldt på grund af valget.

Så langt kom aftalen fra januar om at skrotte 9-timersreglen om specialundervisning ikke. Dermed er der fornyet usikkerhed om, hvorvidt og hvornår ændringerne om tildeling af støtte til elever med særlige behov bliver til gældende lov.

Er der håb for 10. klasse?

Hele ungdomsuddannelsesområdet er også kastet ud i usikkerhed. For SVM-regeringens store aftale om at skabe en tredje gymnasievej - et erhvervs- og professionsrettet gymnasium, som skal hedde epx og blandt andet erstatte hf - er også i en usikker position.

Det er nemlig kun en lillebitte del af den store epx-reform, der er endeligt vedtaget i folketingssalen, har Altinget påpeget. Derfor er det blandt andet stadig usikkert, om de kommunale 10.-klasser og hf rent faktisk bliver nedlagt. De Radikales leder meldte inden valget ud, at hvis partiet ender med de afgørende mandater, vil de sætte foden ned overfor en lukning af de to tilbud. 

Driftsbevillingen til Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) udløber her til sommer i henhold til finansloven, som blev vedtaget før jul. Men beslutningen om at lukke evalueringsinstituttet i Holbæk kræver også en lov, som ikke nåede hele vejen igennem de tre behandlinger i den formelle lovbehandlingsproces.

Genoptages forhandlingerne om fysisk guidning?

Valget satte også en stopper for forhandlinger om nye regler for, hvordan lærerne må gribe fysisk ind overfor udadreagerende og forstyrrende elever. Selvom det længe har været diskuteret politisk, nåede Mattias Tesfaye ’kun’ at offentliggøre et udkast til et lovforslag.

Læs også

Featured image for Elever demonstrerer på Christiansborg: “Ikke hiv i Ole, lav en god skole”
Fysisk indgriben

Elever demonstrerer på Christiansborg: “Ikke hiv i Ole, lav en god skole”

Men han nåede ikke at blive enige med partierne i forligskredsen, hvor især De Radikale var store modstandere.

Det blev heller ikke i den forgange regeringsperiode, at Folketinget valgte at lave en ny karakterskala, selvom det har været på tale i flere regeringsperioder.

I november præsenterede SVM-regeringen ellers et bud, hvor 7-tallet skulle udskiftes med 6 og 8, den udskældte minuskarakter -3 sløjfes, og at der skal tilføjes en muligheden for at få et 12-tal med en stjerne for den ekstraordinære præstation.

Læs også

Karakterskala

Ny skala på vej: "Det her har vi ventet længe på"

Mattias Tesfaye havde også et ønske om at øge mulighederne for at tage voldelige elever ud af folkeskolen. Han så gerne, at det skal være muligt i en begrænset periode helt at udskrive udskolingselever, og så ville han gerne forhøje antallet af dage, en elev kan være hjemsendt i løbet af et skoleår fra 10 til 15 skoledage.

Prøveanbefalinger er på vej

Blandt andre udeståender er en ekspertgruppe, der siden december 2024 har arbejdet på anbefalinger til forbedringer af afgangsprøverne, og om der på sigt bør være færre prøver. Anbefalingerne skal ifølge den oprindelige plan afleveres til ministeren nu til sommer.

Det vil også vise sig, om Mattias Tesfayes forsøg med forebyggelse i særligt konfliktfyldte klasser bliver til noget. Forsøget blev lanceret kun lidt over en uge, før valget blev udskrevet. Det bliver op til den nye minister at bestemme, om forsøget faktisk skal gennemføres.

Vigtig næste fase ligger for døren

Og så er der også et af Mattias Tesfayes store prestigeprojekter, som meget snart skulle ligge klar til at gå ind i en ny fase, nemlig de kommende fagplaner.

For ifølge planen er de 21 fagudvalg ved at være klar med deres andet udkast til, hvordan de skal se ud og indeholde. Udkast, som både ministeren og partierne i den nye forligskreds skal nikke godkendende til, inden de offentliggøres til afprøvning i skoleverdenen.

Holder tidsplanen får skoleverdenen og resten af offentligheden udkastene at se i slutningen af juni.

1 kommentar

Mere om Valg 2026

  • Seneste nyt

    Andreas Rasch-Christensen om regeringsgrundlag: ”Jeg blev lidt slukøret”

  • Seneste nyt

    Her er SF's nye skoleordfører

  • Mattias Tesfaye overdrager ministerposten som undervisningsminister til Magnus Heunicke
    Ny regering

    Tesfaye forlod posten og en folkeskole, hvor ”glasset er halvt fyldt”

Se tema
3 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Efter tre måneder uden minister: Det her ligger øverst på skrivebordet til den nye

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS