Dyrt for Døvefilm at blive skrevet ud og ind af finansloven

I efteråret foreslog regeringen at fjerne den statslige bevilling til Døvefilm, som derfor afskedigede samtlige 21 medarbejdere. I sidste øjeblik kom Døvefilm tilbage på finansloven, og alle fik tilbudt genansættelse. Ikke desto mindre koster forløbet Døvefilm 440.000 kroner, skriver journalisten.dk. Beløbet består af fratrædelsesgodtgørelser til to medarbejdere, som ikke tog imod tilbuddet om at blive genansat, godtgørelse til en elev, advokatsalærer og manglende pris- og lønreguleringsmidler fra staten, da puljen blev uddelt, mens Døvefilms fremtid var uvis. Døvefilm får 7,2 millioner kroner i 2018 – samme beløb som sidste år. Derudover betaler DR for programmet 'Tidens Tegn', som sendes på DR2 hver lørdag formiddag. Social- og børneminister Mai Mercado (K) stod bag forslaget om at sløjfe støtten til Døvefilm, men ønsker ikke at forholde sig til de omkostninger, forslaget har haft for Døvefilm.

Døvefilm kom alligevel på finansloven

Regeringen vil fjerne støtten til Døvefilm

journalisten.dk: Finanslovsfinte kostede Døvefilm 440.000 kroner