Dværgflagermusen og Dracula

I denne lille nemme bog for de yngste fortæller en dværgflagermus om sin tilværelse, sin biologi og sine oplevelser med føde og fjender, især mennesker. Det er en fin lille historie, som vil kunne egne sig til oplæsning. Gennem fortællingen får vi en basal viden om flagermus i almindelighed og om menneskers forhold til disse dyr, som faktisk er den artsrigeste gruppe efter gnaverne og dertil interessante ved deres særlige tilpasninger og spændende levevis. Da de er nataktive, ser vi blot ikke så meget til dem, til gengæld har de gennem tiderne været anledning til dannelsen af mange myter, dels folkelige, dels kunstneriske. Det sidste er tilfældet med fortællingen om Dracula, som indflettes for at give lidt uhygge og gys.

Selve handlingen er yderst enkel, nærmest manglende, men følger flagermusens tankerække, da den vækkes en morgen efter at være gået til ro i en musvitkasse på en naturskole. Der er så tilbageblik og tankespring, som fylder og fylder på, og det hele bliver lidt flagrende, men ender med, at dyret føler sig accepteret som en »rigtig flagermus« og ikke en blodsugende vampyr. Ifølge bogen skulle dette sidste syn på dyregruppen give anledning til talrige hysteriske optrin ved mødet mellem mennesker og flagermus, hvilket kan være lidt svært at tro. Men okay, overdrivelse fremmer forståelsen.