I den udmærkede serie ”Skolens vejledere” fra Dafolo er vi nået til de tosprogede elever eller rettere sagt til de vejledningsbehov, lærere har, når de underviser i dansk som andetsprog.
Det er befriende dejligt, at vi allerede i det første kapitel får sat fokus på den udfording, det er, når en lærer (vejleder) skal rådgive en anden lærer. Vejlederen har en vigtig opgave med at definere kontekst, rollebegreb og forventningsafstemning, idet vejlederopgaven langtfra altid er veldefineret.
Mange gode folk har bidraget med præcise indspark i bogens otte kapitler. Vi kommer omkring de grundlæggende begreber, eksemplariske undervisningsforløb både med genrerne som åbningsredskaber til teksterne og med et kommunikativt forløb i naturfag. Thomas Gitz-Johansens kapitel om anerkendende sprogpædagogik står stærkt i bogen. Dette er pædagogik, der tager udgangspunkt i, at tosprogethed er en naturlig og varig tilstand. Sprog og fag hænger sammen, og med Anne Kærgaards gennemgang af Kamil Øzerks cirkulære tilgang til undervisningen får vi faglig inspiration.
Kapitlet om udskoling og vejledning af Anne Froberg (som også har redigeret bogen) burde være pligtlæsning for alle, der er involveret i udskolings- og vejledningsprocesser med de tosprogede elever. Historien om Sarah er så klassisk, at den gør ondt. Der er stof nok til at folde kapitlet ud i et materiale for sig. Her er redskaber til at nå 95-procent-målsætningen – også for de tosprogede elever. Bogen anbefales varmt.
DSA-vejledning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.