Traditionen tro har Danida atter udsendt et flot og tiltalende bogligt materiale om den tredje verden i forbindelse med Børnenes U-landskalender 1996. Uden tvivl er det et af Danidas mest effektive oplysningsinitiativer, der på længere sigt kan medvirke til varige holdningsændringer blandt fremtidens voksne. I år kanaliseres overskuddet fra salget via Amnesty International, dansk afdeling, til undervisning af kvinder og børn i Colombia og Mexico.
Til forskel fra de øvrige år drejer indholdet sig ikke denne gang om et ganske konkret land. Emnet er børns vilkår og rettigheder lokalt og globalt i bred forstand, og det behandles med udgangspunkt i tiårige Carlos Mario fra Colombia og 12-årige Jacinto fra Mexico.
Lov om menneskerettigheder og Konventionen om Barnets rettigheder oplistes og danner grundstammen i materialet. På de mellemste klassetrin kan det umiddelbart virke som tungt stof, der er vanskeligt at formidle. Men en god, lettilgængelig og for eleverne nærværende tekst og ikke mindst talrige kvalitetsfotos og smukke tegninger gør elevbogen nem at gå til som indgang til et emne om børns rettigheder.
Indholdet er i nogen grad præget af nød og elendighed - de to børns fædre - en henholdsvis fængslet på andet år uden at være stillet for en dommer - og fraværende fra familien på grund af langtidsarbejde i storbyen. Og selv om der også er lyspunkter i de to familiers hverdage, så tror jeg, det sammen med emnets kompleksitet desværre kan betyde, at dette års materiale ikke får så stor en gennemslagskraft og udbredelse som tidligere års mere livsbekræftende emner.
Lærervejledningen giver en lang række gode ideer, aktiviteter og oplæsningstekster til det konkrete undervisningsforløb. Derimod er litteraturlisten mildest talt mangelfuld og ikke målrettet mod mellemtrinnet - både skolebibliotek og amtscentral kan tilbyde langt flere velegnede materialer til supplering af emnet.
Køb straks bøgerne i klassesæt til skolen, så længe lager haves - de er rørende billige og vil kunne dække et behov for materialer på skolen til et uomgængeligt emne i mange år frem.
Drøm og virkelighed
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.