Konsulentrapporten om Aarhus Universitets og herunder også Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles fremtidige strukturering er blot ét blandt mange indlæg i en større proces, som Aarhus Universitet er i gang med, pointerer dekan på DPU Lars Qvortrup.
"Det kan diskuteres, hvad den rapport egentlig fortæller. Jeg har læst den meget nøje, og jeg synes, det er en smule uklart, hvad den egentlig anbefaler. Det, der er vigtigt for mig, og som rektor på Aarhus Universitet også bekræfter, er, at DPU som universitetsskole fortsætter. Det er der ikke nogen som helst tvivl om", siger han til folkeskolen.dk.
DPU som en del af et større fakultet
Dagbladet Information skriver i dag, at DPU er truet af lukning, men det afviser han overfor folkekskolen.dk. Men der er strukturelle ændringer på vej, bekræfter han.
"Det ser ud til, at vi bliver en del af et større fakultet, og det tror jeg også, vi gør. Men vi bliver ikke et institut".
Ændringerne kommer dog ikke til at betyde noget for kvaliteten af forskningen inden for pædagogik og uddannelse, forsikrer han. Den vil i en fremtidig ny struktur blive lige så høj som tidligere.
"Der bliver måske endda givet mere kraft til forskning i uddannelsesområdet, fordi vi får lejlighed til at arbejde endnu tættere sammen med nogle af vores relevante kolleger på resten af universitetet", siger Lars Qvortrup.
Fortsat de samme resurser
Den fremtidige plan for Aarhus Universitet er, at ni hovedområder bliver til fire, og DPU's aktiviteter vil komme til at ligge under et hovedområde, som blandt andet dækker humaniora og pædagogik. Under det nye hovedområde vil der ifølge Lars Qvortrup fortsat være de samme resurser til det pædagogiske område, som der hidtil har været i DPU.
"Der er ingen nedskæringer forbundet med det her, og det lægger vi meget vægt på", siger Lars Qvortrup.
DPU har mistet penge på fusion
På DPU har man også netop foretaget en nedprioritering af pædagogisk filosofi, som er mundet ud i, at tre filosoffer er varslet fyret. Lars Qvortrup afviser, at det har noget med denne omstruktureringsproces at gøre.
Men der er en sammenhæng, skriver lyder det i en artikel på forskernes fagblad Forskerforums hjemmeside. Da DPU i 2007 fusionerede med Aarhus Universitet, havde DPU et overskud som nu undermineres af afgifter til Aarhus Universitets fællesadministration. Derfor må DPU nu spare og fyre. Det afviser Lars Qvortrup.
"Fusioner koster som sagt penge. Men på sigt bliver det billigere. De forestående reformer på AU har blandt andet dette som deres eksplicitte formå", siger han til Forskerforum.
Frem til 2013 vil der blive kompenseret for det underskud, som DPU har fået i forbindelse med fusionen, siger han.
Læs lektor i pædagogisk filosofi Thomas Rømers blog, hvor han blandt andet skriver om fyringerne på DPU, via linket øverst til højre.
DPU’s fremtid er uklar
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.