Den tidligere rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, der 1. juni blev en skole under Aarhus Universitet, vil ikke kritisere den nuværende seminarieuddannelse til lærer. Men han mener, at der er behov for en ny læreruddannelse, og at det ikke bør ske ved reparationer på et ældgammelt system:
"Der er kun én grund til, at lærere uddannes på seminarierne, og det er lokal og regional politik".
Men er det ikke reelt, at det kan være svært at få lærere uddannet i København eller Århus til at rejse til Lolland-Falster og arbejde?
"Lærernes transportproblemer må ikke blive afgørende. Det kan ikke passe, at lokalpolitikken skal bestemme videnspolitikken", siger Lars-Henrik Schmidt og tilføjer, at det altid er lykkedes at få præster selv til "Støvrumnedre", selvom de uddannes på universiteterne i Århus og København.
Aarhus Universitet offentliggjorde i går sin plan om at søge om tilladelse til at udbyde en universitetsbaseret læreruddannelse på forsøgsbasis fra næste år.
"Målet er, at alle gode kræfter skal stå sammen, så vi bruger vores saglige og faglige baggrund inden for for eksempel naturvidenskab og litteratur og samarbjede med udvalgte seminarier", siger Lars-Henrik Schmidt og understreger, at universitet anerkender, at læreruddannelsen er en praktisk vidensuddannelse og skal rumme praktik - og ikke mindst her er det seminarierne, ikke universitet, der har ekspertisen og kontakterne.
"Det er bestemt ikke tanken, at man skal tage en ph.d. i teoretisk fysik og så gå ud og arbejde som fysiklærer", understreger han.
"Vi tror, at vi kan hjælpe med rekrutteringen ved at sikre, at lærerfaget ikke bliver et lukket arbejdsmarked, men at man hvis man på et tidspunkt finder ud af, at man for eksempel hellere vil være gymnasielærer, kan gå videre fra et grundniveau til videreuddannelsesniveau".
Lars-Henrik Schmidt understreger, at forsøgsansøgningen ikke er en hovsa-tanke, men indgår i planer for både de øvrige professionsuddannelser og uddannelserne til lærer på ungdomsuddannelserne.
DPU-dekan: Vores læreruddannelse vil gavne rekrutteringen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.