Dovendyret

Daniel Zimakoff og Lea Letén har sammen skrevet en billedbog med en charmerende pointe: At for hver gang man farer vild, kommer man en smule mere hjem. Vejen til pointen er bare småkedelig.

William går i 1. klasse og skal på skoleudflugt til zoologisk have. Det glæder han sig til, selvom det betyder, at han skal gå rigtig meget. Det giver ham nemlig mulighed for at undersøge, om hans far har ret i, at han ligner et dovendyr. En afstikker fra gruppen sender William ud på den opgave selv at skulle finde hjem til Mågevej. Det vil sige ikke helt alene. Han møder selvfølgelig pigen Regitze, og sammen når de - som de gode børn, de er - at hjælpe en række folk, inden de selv er i mål.

Lea Leténs streg er naivistisk og enkel i et dejligt, ødselt format. Ambitionen må have været at skabe en række tidløse figurer i et lige så tidløst miljø, men jeg kan ikke se mig fri for at synes, at universet peger mere bagud end begge veje. Lærerindens kikset-skarpe page, faderens mørkegrønne rullekravesweater og den firkantede brune lædertaske signalerer mere startfirser end i morgen.

En odyssé bliver det aldrig rigtigt til i "Dovendyret" - hverken i ord eller billeder. Dertil er der simpelthen for lidt eventyr. Her er mere tale om en behersket historie i en dæmpet stil. Men det kan der måske også nogle gange være brug for. Bogen vil fungere bedst som oplæsning for de fire-syvårige.