Don Quixote

Mange af os, der arbejder i skolen, og som har et CPR-nummer fra midten af 1900-tallet, har fået grundlagt vores kendskab til litteraturens highlights gennem »Illustrerede Klassikere« eller de forskellige såkaldt udødelige serier, som udkom med forkortede eller bearbejdede klassikere.

I dag har Disney overtaget en stor del af dette marked med et element af disneyficering som naturlig følge. Altså kanon professionelt og underholdende, men med lidt vel rigelig brug af lummer vold, pænhed, politisk korrekthed og tegnede serieskuespillere. Der er derfor behov for en formidling af klassikerne, som er noget i sig selv, men som senere også giver appetit på originalerne.

Herhjemme har blandt få andre Kåre Bluitgen taget denne opgave på sig i første omgang med oversættelser og gendigtninger af Holberg. Og nu er turen så kommet til Cervantes »Don Quixote«, hvor Kåre Bluitgen har skabt en litterær maggiterning på baggrund af de eksisterende danske oversættelser af denne verdens første moderne roman fra 1605.

Som i gendigtningerne af Holberg skriver Kåre Bluitgen i et letforståeligt, nutidigt dansk, men med bevarelse af en række af de centrale klassiske begreber, der ligger godt i munden; altså en forsmag på læsningen af selve værket samt et tilbud om at få nuanceret sit eget sprog med gloser, der kan nuancere fedt, nederen og motherfucker.

Bo Odgaard Iversen fanger med sin sylespidse pen og sine brækkede naturfarver stemningen i dette orgie af vindmøllekamp og bondesnuhed. Han gør ret beset bogen til en nydelse at se på og en frydelse at læse i.

At denne gendigtning er blevet til, skyldes ikke mindst forlæggeren, Ejnar Agertoft, som med denne udgivelse lukker sit forlag og slutter en af de flotteste indsatser for at sikre danske børn adgang til litterær kvalitet og billedbogskunst. Han startede Børnenes Boghandel og siden sit eget forlag, der havde blik for unikke billedbøger fra den store verden og for moderne formidling af vore litterære ophav. Han har sat varige spor i den børnekulturelle verden, som jo ikke er det, der giver mest prestige i vort samfund. Ja, faktisk kan det tolkes som en skæbnens ironi, at han valgte at slutte med netop »Don Quixote«, men bør især animere alle, der holder af billedbøger af høj kvalitet, til at fortsætte kampen. Til syvende og sidst har »Don Quixote« indtil nu vundet 400 års berømmelse, en skæbne, der næppe bliver nogle af tidens medieleflere og målstyringsapostle til del.

Så tak til Ejnar Agertoft for en utrættelig indsats for kvalitetsbilledbøger i almindelighed og for at have skabt makkerparret Bluitgen/Odgaard til formidling af makkerparret Don Quixote/Sancho Panca i særdeleshed.

Denne bog er mundgodt for mellemtrinnets oplæsere og øjenfryd for alle selvlæsere. Og så kan den bidrage til at sætte den danske kanon i relief. Der findes faktisk noget, der er større end det, vore klenodier har begået.