Dolores sætter gang i videndeling

En dag i juraens tegn er officielt overskriften på den pædagogiske dag på Brorsonskolen i Varde. Kommunens jurist vil komme, og i et par timer skal emnet være magtanvendelse og tavshedspligt. Kommunen har lige udsendt nogle retningslinjer til alle skolerne. Lærere og pædagoger sidder her klokken 9 lørdag morgen med lidt trætte udtryk i ansigterne. Men efter juraen skal de i gang med team-building og rodeofest. En har taget en cowboyhat med pailetter med.

Skoleleder Oluf Nissen fortæller, at juristen desværre er blevet lidt forsinket, så ­­han vil lige sige lidt om resten af programmet.

Så træder en herre i gråstribet vest og butterfly ind og bemægtiger sig stilfærdigt scenen. Sedan Kopernikus hedder han. Advokat.

»Dolores Fernandes skulle have taget imod jer, men hun er desværre blevet forsinket i lufthavnen«, siger advokaten, mens to sikkerhedsvagter ankommer og begynder at tjekke lokalet, et par tasker og kropsvisiterer en enkelt lærer. »Tjek«, lyder det, for hver bid af salen der bliver sikkerhedsgodkendt.

Vantro blikke svæver rundt i lokalet, og små forsigtige grin høres.

Advokaten fortæller, at Ricardo Fernandes er afgået ved døden. Han efterlader sig et gummi-imperium i Brasilien - men hvem er værdig til at arve? Det er det store spørgsmål.

Forvirringen er total, og så kommer hun selv skridende ind i salen fulgt af blitzende fotograf og sikkerhedsvagt med sorte solbriller. Dolores er ankommet klædt i blomster, stor hat og stærke farver. En pædagogisk dag om videndeling tager fart.

Hvad er opgaven egentlig?

I 12 grupper sidder skolens over 70 medarbejdere og får præsenteret arvesagen. Ricardo har besluttet, at kun den, der ikke har løjet, er en værdig arving. Men hele historien emmer af hemmeligheder og bedrag, der er utallige personer involveret, muligvis også mafiaen, og Dolores er overbevist om, at hun da klart må være retmæssig enearving.

Hun taler henført om sin citronlund i Brasilien og sit forhold til Ricardo. En rigtig dramaqueen er hun. Men er hun også værdig til at arve?

Hver gruppe får en lille kuffert med citronbolsjer, persongalleri, sedler med opgaver og andre med informationer. Et refleksionsskema. Men først skal gruppen beslutte tre fokuspunkter for videndeling. Åbenhed, undren, dialog, god kommunikation, relevans ... summer det ude i grupperne.

Hov, der er også et tidsskema, og første post ude på legepladsen skal indtages om et par minutter.

Stress og jag, frustration og grin. Hvad er det egentlig, vi skal?

Spørgsmålet popper op mange gange undervejs de følgende timer. Medarbejderne har fået at vide, at de sammen sidder med løsningen. De skal dele viden, og salen er videndelingscenter. Så er der opgaverne ude ved posterne. De skal løses. Tjep, tjep - hurtigt skal det gå. Tiden skal overholdes.

Men hvad er egentlig opgaven?

Nu skal du høre, hvad jeg ved

Læs et ord, form det i modellervoks, så din gruppe kan gætte det. 15 ord. Tjep, tjep, tjep. Dolores sidder med lerklumpen i den ene fløj. Sedan Kopernikus står for de andre grupper.

Minuturet tikker, arme gestikulerer, ordene er svære, og deltagerne tænker på højtryk.

»Yes!« Gruppe 6 klarede opgaven og får nøglen til den aflåste kuffert i rummet. Her får de en oplysning. De ved bare ikke, hvad de skal bruge den til.

»Jeg vil gerne undskylde«, »Hold nu op, vi har lært hinandens kropssprog bedre at kende«, »Ja, vi lærer af vores erfaringer«, lyder refleksionerne, da gruppen haster videre og skal knække en kode henne i et andet lokale.

Anskuelighedsundervisning i, hvordan et kommunikationshierarki fungerer. Den er svær. Fem i gruppen sidder uvirksomme hen, mens et gruppemedlem knokler - uden at løse opgaven. De må ikke tale sammen. Der er regler for kommunikationen, og reglerne snerrer.

Nogle grupper konkurrerer lidt med de andre, når de møder dem på skolens mange gange. Andre skynder sig at fortælle deres oplevelser videre til de andre grupper. Enkelte løber ligefrem hen i videncentret og skriver deres informationer på tavlerne.

Teaterfolkene roser bagefter. Der er rigtig mange her, der har været gode til at dele informationer med hinanden. Og har opdaget, at de måske er den eneste gruppe, der har denne brik til det svære puslespil om hele arvesagen efter Ricardo Fernandes. For kun når alle brikker er lagt frem, kan gåden løses.

Citronhalvmåner som trøst

Vi får at vide, at én af personerne i arvesagen har en lommelærke. Én har en pilleæske. Og én har en broche. Hvad skal vi bruge det til? Frustrationen er indimellem høj, fordi det er svært at finde formålet med oplysningerne. En reel rebus møder deltagerne også, og på legepladsen hænger citronhalvmåner til trøst sammen med en poesibog, nogle dukkekopper og en ny udfordring.

Seks poster med opgaver, der skal løses. De har tegnet, modelleret og samlet klodser - i samarbejde rundt på hele skolen. Grupperne mødes derefter i salen - videndelingscentret. Her går det op for flere, at andre allerede har delt oplysninger. Det er stadig svært, når man ikke ved, hvad man kan bruge oplysningerne til.

De stramt uniformerede sikkerhedsvagter hiver et tøjstativ ind. Spraglede rober, habitter, sjaler, hatte og sølvlamé i massevis. Grupperne får hver en ny kuffert. Find kuffertens ejer, og spil et lille stykke, hvor I fortæller om jeres viden om denne person.

Tempo og engagement er højt. Hen over scenen skrider lærere og pædagoger, hemmeligheder afsløres, bedrageri ligeså. Nogle folder deres indre dragqueen ud, andre synger. Ofte høj kvalitet i skuespillet. Efter hvert korte indslag må salen stille uddybende spørgsmål.

Tankevækkende og spændende

Det hele når en slutning - og hvad kan man så lære af det?

»Vi havde fine ord og forventninger om videndeling i vores gruppe, men da vi gik i gang, gjorde vi slet ikke noget af det, vi havde aftalt«, siger lærer Lone Steen Jensen.

»Vi havde talt om åbenhed, dialog og humor, men vi kunne ikke gennemskue opgaverne. Det var sjovt, men også frustrerende, og skægt at se, hvordan man indtager forskellige roller i gruppen. Hvem tager lederskab, og hvem er tilbageholdende? Vi begik alle de fejl, vi kunne, men det var spændende og meget tankevækkende«.

Flere fortæller bagefter, at det har været en sjov dag med interessant indhold. Der er meget at tænke over. Samtidig har det rystet lærere og pædagoger sammen på den store skole, hvor ikke alle kender hinanden.

»Vi havde et hårdt forår med lockouten og mange svære følelser, så sådan en god pædagogisk dag er med til at få humøret og energien igen«, siger én.

Skoleleder Oluf Nissen fortæller, at medarbejderne var helt høje efter de fire timer i teaterfolkenes vold. Der var også mange øjenåbnere undervejs i forløbet.

»Den vigtigste viden er nok, at alle tror, at de andre ved det samme som de selv. Men det gør de ikke. Derfor skal man fortælle sin viden videre«, siger han.