I en ny undersøgelse fra DLF siger fire ud af ti lærere, at de har elever, som tidligere blev henvist til specialklasse eller specialskole, men ikke længere bliver det. Samtidig vurderer halvdelen af de 868 lærere i undersøgelsen, at kvaliteten af specialundervisningen er ringere end for tre år siden.
"De elever, der har brug for støtte i klassen, får færre støttetimer, og der dannes hold i specialundervisningen med stadig flere elever. Det gør det svært for læreren at give den enkelte elev den opmærksomhed, han har brug for", siger Dorte Lange, der er formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF.
"Vi ser også, at elever med forskellige behov sættes sammen. Men der er forskel på at være undervise autister og børn med Down's syndrom", siger hun.
Sværere at imødekomme elevernes retskrav
Undersøgelsen blev gennemført i slutningen af august. I sidste uge viste DLF's årlige budgetundersøgelse, at hver tredje kommune skærer ned på specialundervisningen til næste år.
"Alvoren er måske ikke gået op for kommunerne, men vi er ikke i stand til at imødekomme elevernes retskrav om at få den undervisning, de har brug for. Det bliver endnu sværere, hvis kommunerne sparer. Det vil vi bruge undersøgelsen til at sætte på dagsordenen", siger Dorte Lange.
I går tog DLF hul på en tre dage lang kongres. Her fremlægger hovedstyrelsen en ny måde at beskrive specialundervisning på.
DLF: Undersøgelsen om specialundervisning kortlægger et alvorligt problem
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.