I en undersøgelse fra Danmarks Lærerforening nævner hver fjerde lærer skole-hjem-samarbejdet som det, der giver meget lille eller ingen arbejdsglæder. Det fik i fredags formand for DLF Anders Bondo Christensen til at foreslå, at skole-hjemsamarbejdet i højere grad inddrages i praktikken i læreruddannelsen.
"Jeg tror helt afgjort, at det her er vigtigt at få løst. Både for at rekruttere flere lærere og ikke mindst for at fastholde dem, der allerede er uddannede, for det er en problemstilling, som nogle føler er vanskelig", siger han til Berlingske Tidende.
Diskuteres på møde i følgegruppen
Formanden for den følgegruppe, som undervisningsministereren har nedsat til at se på den nye læreruddannelse, er enig.
"Det er vigtigt for den færdiguddannede lærer, at hun kan håndtere og rammesætte forældresamarbejdet og dermed styrke dialogen med forældrene. Men hun skal også lære at sætte grænser i forhold til forældre og kunne præcisere, hvad der er forældrenes opgave, og hvad der er lærerens professionelle opgave", siger Per B. Christensen.
Han vil tage problemstillingen op på et af de kommende møder i følgegruppen i forbindelse med drøftelse af praktikken i læreruddannelsen.
"Det er vigtigt, at forældresamarbejdet indgår som et væsentligt element i praktikken og at den studerende deltager i et forældremøde og i skole-hjem-arbejdet, som et led i deres praktik på skolerne".
DLF og følgegruppe vil have forældresamarbejde i læreruddannelsen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.