Foreningen mener, at forslaget om en treårig bachelor på universitetet efterfulgt af en etårig overbygning på professionshøjskolerne går stik mod de tanker, der ligger bag den nye læreruddannelse.
"Tanken om at inddrage universiteterne i forbindelse med læreruddannelsen er fornuftig. Men den model, regeringen lægger op til, skaber ikke et reelt samarbejde, hvor universiteter og professionshøjskoler inspirerer hinanden og skaber en uddannelse i fællesskab. Modellen vil tværtimod betyde en opdeling af uddannelsen, hvor universiteterne tager sig af de første tre år, mens professionshøjskolerne får lov at fylde lidt pædagogisk fernis på til sidst. Man smider simpelthen barnet ud med badevandet, hvis det her bliver til virkelighed", siger formand for det skole- og uddannelsespolitiske udvalg i Danmarks Lærerforening Dorte Lange.
Lærerforeningen ønsker en femårig uddannelse
Danmarks Lærerforening mener fortsat, at en femårig læreruddannelse vil være den bedste løsning. I rapporten fra den arbejdsgruppe, der har set på mulighederne for supplerende læreruddannelser, findes også en femårig model, men det er ikke den, regeringen har valgt at tilslutte sig.
"Mange har over sommeren - og senest på Sorømødet - fremhævet muligheden af en femårig læreruddannelse. Jeg vil opfordre partierne bag forliget om læreruddannelsen til at være ambitiøse og tænke langsigtet i udviklingen af læreruddannelsen. Man bør samles om ét forsøg som kan evalueres og skabe baggrund for en udvikling af én fælles læreruddannelse rettet mod arbejdet i folkeskolen. Hvis lærerfagets status skal hæves bør vi styrke læreruddannelsen og ikke lave en halvdårlig variant," siger Dorte Lange.
DLF: Ny læreruddannelse splitter fag og pædagogik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.