I dag når en lærer op på sidste løntrin efter 12 år i jobbet. Det er for tidligt, lyder det fra Egedal Lærerkreds.
Når de delegerede fra den nordsjællandske Egedal Lærerkreds møder op i morgen til Danmarks Lærerforenings kongres på Frederiksberg, medbringer de et forslag til overenskomstkrav. De mener, at Lærerforeningens topforhandlere til næste forår skal have et krav med ind til forhandlingerne med KL om, at lærerne bør kunne stige i løn i 16 år.
"Det foreslår vi som et fastholdelsestiltag for de overenskomstansatte i folkeskolen. For ligesom vi står med rekrutteringsudfordringer, skal vi kunne fastholde flere i lærerfaget. Her tror vi, at lønnen er et af flere parametre til det", siger formand for Egedal Lærerkreds Steen Herløv Madsen.
Er klar til at gentage kravet
Han fortæller, at medforslagsstiller Henning Gebauer fra Egedal Lærerkreds allerede har fremsat ønsket om en længere periode med lønstigninger fra talerstolen ved de seneste to års kongresser. Og forslaget vil formentlig blive gentaget i fremtiden, hvis ikke det opnår flertal i morgen.
"Man skal selvfølgelig altid vurdere forslaget konkret op imod, hvad det er for en overenskomstforhandling, vi står overfor: For hvad er der af midler denne gang. Men vi kommer også med forslaget for at fastholde kongressen og hovedstyrelsens øjne på, at vi skal have gjort noget for de overenskomstansattes løn. Om ikke nu, så i hvert fald på sigt. Det er vigtigt for os hele tiden at italesætte, så det ikke forsvinder i alle mulige andre forslag", siger han.
DLF i Egedal: Lærerne bør kunne stige i løn i 16 år
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.