Den nye bestyrelse blev konstitueret på generalforsamlingen i Den Gamle By i Aarhus.

Gratis medlemskab til håndværk og design-studerende

Den faglige forening Håndværk og Design har valgt ny bestyrelse og har samtidig besluttet, at lærerstuderende kan få et års gratis medlemskab af foreningen.

Publiceret Senest opdateret

Lærerstuderende med undervisningsfaget håndværk og design kan nu blive medlem af Den faglige forening Håndværk og Design gratis i hele studietiden. Det blev besluttet på foreningens generalforsamling i lørdags. De studerende får kun adgang til Fagbladet H&D elektronisk, men de kan deltage i foreningens kurser og stævner fx det årlige Sommer H&D-stævnet 5.-6. august til en tredjedel af prisen.

På generalforsamlingen var der også valg til bestyrelsen. Det fleste medlemmer inklusive formand og næstformand bliver siddende, men faglige rådgiver på folkeskolen.dk/håndværkogdesign Katrine Dalin Diduch blev valgt ind som nyt medlem.

"Jeg har i en periode siddet som suppleant i vores lokalafdeling, og der er jeg virkelig blevet bevidst om, hvor stort et fagligt fællesskab, der er dér, og hvor mange lærere, der ikke får brugt det. Man kan jo både stille spørgsmål til bestyrelsesmedlemmer og bruge de lokale kurser, der bliver holdt på forskellige skoler", fortæller hun.

Katrine Dalin Diduch var senest i Go' Morgen Danmark for at fortælle om, hvorfor det er vigtigt at lægge stærre fokus på de kreative og håndværksmæssige fag i folkeskolen.

Katrine Dalin Diduch, som er lærer på Skælskør Skole, har gennem de seneste år i stigende grad talt de praktisk-musiske fags sag i medier og politiske sammenhænge. Hun håber at kunne bidrage til at udvikle skolens praktiske fag, men også at påvirke skolelederes prioritering af fagene.

"Der er mange skoler, der stadig underviser i enten sløjd eller håndarbejde og ikke håndværk og design, fordi skolechefer og skoleledere ikke prioriterer udviklingen inden for de praktiske fag. Alt for mange elever går ud af skolen uden at have fået mulighed for at finde ud af alle de ting de er gode til", siger hun

Katrine Diduch mener, at skolen er blevet for akademiseret med fokus på borde og bøger i stedet for hammer og høvlebænk.

"Når vi lærer med hænderne, lærer vi også med vores hoveder. Erfaringer viser det. Forskningen viser det. Når vores elever skal blive bedre til at læse eller regne, skal de ikke bare have flere dansk eller matematiktimer. Det der virker, er når hænder og krop inddrages i læreprocessen, for vi husker bedre, når vores sanser er i spil. Men det skal ikke 'bare' være flere praktiske fag. Det er alle fag, der skal gøres mere praksisnære".

Hun havde egentlig ikke tænkt, at hun skulle sidde i den faglige forenings bestyrelse, i hvert fald ikke endnu.

"Men sådan går det nogle gange, når man stikker næsen frem", siger hun.

Udover nyvalgte bestyrelsesmedlem Katrine Diduch består bestyrelsen af formand Irene Andersen, næstformand Wisti Pedersen, Torben Grøn, Karsten Bjerregaard, Pia Vera, Rune J. Johansen, Kristian Jørgensen og Birgit Pedersen.

Powered by Labrador CMS