DLF-formand Anders Bondo Christensen talte i en halv time for 2500 tillidsfolk, der gav ham stående applaus.
Lærerformanden sagde, at hvis DLF havde været en traditionel fagforening, der kun kæmpede for løn- og arbejdsvilkår, så ville foreningen have sagt ja tak til test.
"For intet er nemmere end at undervise efter test. Det bliver nemt at være lærer med test og kanon", fastslog lærerformanden.
Når Lærerforeningen alligevel har trommet 2500 tillidsfolk til stormøde i Odense Kongrescenter, skyldes det, at DLF ikke kun kæmper for bedre løn- og arbejdsvilkår, men også for en bedre skole.
"Hvis vi sagde ja tak til forliget, ville vi gøre skolen en bjørnetjeneste, for forliget vil afprofessionalisere lærerne og dermed give eleverne en dårligere skole".
Anders Bondo Christensen påpegede, at det bedste grundlag for høj kvalitet i skolen er professionelle og engagerede lærere. Selvfølgelig kan skolen blive endnu bedre, tilføjede han, hvorefter han opremsede en lang række forslag og initiativer, som DLF har fremsat over for Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening gennem de sidste par år, herunder styrkelse af undervisningen i naturfag og en halvering af antallet dårlige læsere.
"Vi har et alternativ til det forlig, som regeringen nu er blevet enig med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om. Det er det, det her stormøde skal udbrede. At der er andre muligheder", sluttede Anders Bondo Christensen.
DLF-formand: Det nye forlig giver en dårligere skole
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.