Næstformand i DLF Stig Andersen gennemgik, hvordan det forløbne skoleår har været for lærerne og skolelederne. Nye obligatoriske afgangprøver som blev afviklet under kaotiske forhold, fordi bekendtgørelsen og prøvevejledning kom alt for sent og teknikken fejlede, så geografiprøven måtte aflyses. De nationale test, som manglede to profilområder, fordi man ikke kunne lave nok opgaver, der levede op til kvalitetskravene, og som gav enorme arbejdsbyrder ikke mindst til it-lærere. Og endelig elevplanerne, som ikke skulle fylde mere end tidligere evalueringer, men som for nogle lærere betød, at de skulle skrive 200 planer.
"Det her er bare for dårligt. Og det værste af det hele er, at det ene og alene handler om politisk prestige, at vi er kommet i den situation. Ministeren var blevet advaret mod en så hurtig implementering", sagde Stig Andersen fra talerstolen. Han understregede, at det alene er skoleledere og læreres skyld, at tingene ikke endte i totalt kaos, og han kaldte undervisningsministerens opførsel for "total mangel på respekt for elevernes undervining og for lærernes professionalisme".
"Jeg vil i hvert fald ikke anbefale Bertel Haarder at føre næste valgkamp under sloganet 'Bertel eller kaos'. Hvis vores medlemmer skal sætte rammende ord på det, de har oplevet, så kan det siges ganske enkelt: 'Bertel OG kaos'", sagde Stig Andersen.
DLF: Bertel skaber kaos i skolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.