Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

DLF beder kommune redegøre for ansættelsen af to skoleledere

Gribskov Kommune har ansat to skoleledere, som ikke er uddannede lærere, men er akademikere. Kredsformanden kalder det for et brud på overenskomsten. Foreløbig har DLF bedt om en redegørelse af deres undervisningskompetence i forhold til folkeskolen.

Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
Start debatten
20. november 2008, kl. 10:09

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

"Det er helt afgørende, at den øverste skoleleder har et solidt fundament i undervisningen, så han kan sparre med lærerne og lærerteamene. Det kræver, at han har forstand på at undervise. Derfor går den normale vej til lederjobbet gennem læreruddannelsen. Vi har ikke brug for administrative topledere i folkeskolen", siger DLF's formand, Anders Bondo Christensen.

Mette Grønvaldt er netop begyndt på Gilleleje Skole, og 1. december tiltræder Jens Engel på Tingbakkeskolen i Esrum ved Græsted.

Mette Grønvaldt er 38 år og uddannet cand. scient i fysik og matematik. Hun har været uddannelsesleder og senere rektor på Københavns Tekniske Gymnasium og har også en fortid som HR-konsulent i Told og Skat og som adjunkt på Sankt Annæ Gymnasium i København.

47-årige Jens Engel har senest været souschef og studieleder på samme gymnasium og har tidligere arbejdet hos CVU København og Nordsjælland og på Københavns Universitet. Han er uddannet cand. mag. i pædagogik.

Kommunen skal leve op til arbejdstidsaftalen

Anders Bondo vil ikke gøre sig til dommer over, om de to nyudnævnte skoleledere er kvalificerede til jobbet.

"Det kan jeg ikke afgøre. Men vi har bedt kommunen redegøre for deres undervisningskompetence i forhold til folkeskolen. Det vil vi gerne have uddybet, og det går jeg ud fra, at kommunen kan, da den skal leve op til arbejdstidsaftalens krav om, at skoleledere skal have undervisningskompetence", siger Anders Bondo.

I aftalen fremgår det, at en skoleleder skal være "kvalificeret til at undervise, det vil sige, at de opfylder de uddannelseskrav, der stilles i henhold til lov om folkeskolen". Ifølge loven skal man være uddannet lærer for at undervise i folkeskolen.

Den nordsjællandske kommune har med ansættelsen af to akademikere brudt overenskomsten, vurderer Allan Nielsen, formand for Gribskov Lærerkreds. Derfor har han sendt sagen til vurdering i DLF.

"Jeg anerkender Mette Grønvaldt og Jens Engel som dygtige ledere, men de er ikke uddannede i pædagogisk og psykologisk didaktik, hvor man lærer at tage både individuelle og sociale hensyn og arbejder med mål, der ligger flere år fremme i tiden. Det er man nødt til at være uddannet i for at kunne give lærerne en kvalificeret vejledning, og her er læreruddannelsen den eneste reelle vej", siger Allan Nielsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skolechef Kim Kristiansen, Gribskov Kommune.

SF vil åbne for andre faggrupper

Hvis folkeskolen skal være i stand til at tiltrække kompetente ledere i de nødvendige mængder, skal lederstillingerne være tilgængelige for andre faggrupper end læreruddannede, mener SF's uddannelsesordfører, Pernille Vigsø Bagge.

"Det er på tide at anerkende, at ikke kun læreruddannede, men også andre faggrupper kan bestride jobbet som skoleleder. Jeg tror, at dygtigere ledere vil kunne afværge mange problemer med stress og langtidssygemeldinger i folkeskolen", siger hun til Frederiksborg Amts Avis.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) siger til avisen, at han ikke har noget imod, at man henter ledere uden for folkeskolen, og at det må være op til KL og DLF at skrive de nødvendige ændringer i overenskomsten.

Det synspunkt forstår Anders Bondo ikke.

"Bertel Haarder har udtalt sig positivt om vores arbejdstidsaftale med KL, og jeg har gang på gang hørt ham sige, at vi skal have styrket den pædagogiske ledelse. Det gør vi ikke med administrative ledere", siger Anders Bondo.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

DLF beder kommune redegøre for ansættelsen af to skoleledere

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS