Djævlespillet

Uhyggen råder over alle bogens 87 sider i denne logisk opbyggede spøgelseshistorie, hvor forfatteren ikke ødelægger gyset ved at give alting en naturlig forklaring. Historien er fint bygget op i rammen af en dagligdags lilleby, som her og der skildres rammende i al sin trivialitet med indbyggere, der lever et såre almindeligt liv, og med småentreprenører, der går konkurs, før de rigtig får gjort noget ved deres spekulationsbyggerier.

Bogen er velskrevet, langt bedre end en række af de spekulationsgysere, der oversvømmer markedet for tiden. Jeg kender ikke forfatterens egen børneflok, men hun kan i hvert fald selvironisk beskrive, hvordan det er for en tolvårig dreng at have en mor i huset. Det er også en fin detalje, at samme tolvårige mener, at det er udtryk for den yderste forarmethed, at distancekærestens advokatforældre ikke handler i Bilka eller McDonald's, men må nøjes med, hvad de kan købe i små specialbutikker.

Historien er god. Måske er pointen ikke helt, at kærlighed besejrer alt, men den indlagte romance med akavede kyssescener bidrager formentlig til kriblen i mellemgulvet hos læsere på alder med børnepersonerne. Ellers skal de uhyggelige hændelser i den gamle dames tomme hus nok sørge for det.