'Din idrætsbog' er en elevbog for de 12-17-årige, og den beskæftiger sig med idrætslige emner. Bogen indeholder otte kapitler, og der veksles kapitelvis mellem idrætsfagligt faktastof og mellem diskussionsemner og holdningsdannende afsnit. Den idrætsfaglige faktadel indeholder afsnit om opvarmning, elementær anatomi og arbejdsteknik. Afsnittet om opvarmning indeholder ud over den teoretiske gennemgang af opvarmning også en gennemgang af opvarmningsøvelser og en test af effekten af at varme op. Der er dermed en fin sammenbinding af teori og praksis. Det samme gør sig gældende for kapitlerne med anatomi og arbejdsteknik.
Bogens øvrige kapitler er oplæg til debat, og bogen tager fat i holdningsdannende emner. Bogen tager fat i eleven og spørger blandt andet: Hvad er din holdning til idræt? Hvordan ser dine forældre og bedsteforældre på idræt?
Bogen kommer i et kapitel ind på begrebet leg, og forfatteren leger med begrebets elasticitet og giver god anledning til debat. I samme afsnit kommer bogen ind på forskelligheder, idræt og intelligens, herunder Howard Gardner, de fem intelligenser. Det sidste kapitel i bogen er henvendt til læreren. Kapitlerne i bogen er udarbejdet sådan, at de også kan anvendes enkeltvis.
Bogen indeholder et stort antal relevante illustrationer, der er med til at gøre bogen afvekslende og læsevenlig. Bogen er igangsættende og lever op til intentionerner i den nye folkeskolelov. Bogen udfylder et tomrum, idet der ikke tidligere er udgivet elevbøger udelukkende med et idrætsligt indhold. Bogen kan anbefales varmt til undervisningen i idræt, på valghold og til emnearbejder.
Din idrætsbog
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.