Målstyring af undervisningen i folkeskolen er et af de helt centrale fokusområder efter vedtagelsen og implementeringen af folkeskolereformen. Målstyring har en meget stor positiv effekt på elevernes læring, hvilket er en påstand der ligger god og nyere forskning til grund for. Uden at gå ned i faglige diskussioner om hvordan målstyret undervisning er bygget op, kan en af hovedpointerne fremhæves. Denne er, at eleverne – ved lektionens start – får beskrevet, hvad målet med lektionen er, hvorved de ved hvad de skal arbejde med og hvordan succes ser ud for dem, efter lektionen, hvis de har nået deres mål. Denne bevidsthed hos eleverne har gennem forskning vist, at den øger elevernes motivation og arbejdsindsats, byggende på et medansvar for, at de nu – hver i sær – opnår den læring som er målet med lektionen.

Helt ned i praksis kan eksemplet være, at målet for en lektion i tysk er, at idag skal vi lære at bøje zu sein i nutid. Nu sidder mange sikkert og sukker over deres erindring om faget tysk. Eksemplet er valgt på grund af en erhvervssvaghed jeg har, som tysklærer gennem 25 år.

Med opsætning af dette mål, er rammen lagt og efter lærerens gennemgang, samt udlevering af forklarende materiale, har eleverne derfor forudsætningen for at arbejde videre mod opnåelse af læring, der vil føre til succes i forhold til det opstillede mål for lektionen. Eleverne vil efter lektionen opnå læring på forskellige taksonomiske niveauer. En taksonomi er udtryk for forskellige niveauer af læring. Nogle elever vil opnå en læring på et niveau, hvor de kan bøjningsformerne, som remse hvis de bliver spurgt. Andre på et lidt dybere niveau, hvor de er i stand til at forklare hvordan bøjningen er bygget op og hvordan man kan bruge den og nogle tredje vil være i stand til at anvende bøjningen i praksis, for eksempel, når de skal skrive sætninger på tysk. Den mest almindelige og mest grundlæggende taksonomi indeholder seks kompetenceniveauer, der ikke alle er nævnt her.

I forbindelse med folkeskolereformen udarbejdede ministeriet i samarbejde med uddannelsesforskere fra blandt andet Århus Universitet, Institut for Uddannelse og Pædagogik, de forenklede mål for undervisningen i folkeskolen. Disse er tilgængelige for alle, men skal først og fremmest være et styrings- og planlægningsværktøj for skolerne, som skal sikre, at de politisk fastsatte indholdsmæssige mål for folkeskolen bliver nået med et højere fagligt niveau og større læring som succeskriteriet. I forhold til elevernes forståelse af og indsigt i hvad den aktuelle undervisning handler om, og hvordan succes kan se ud for dem personligt, er målene også vigtige i form af lærernes formulering af mål for den aktuelle lektion eller det igangværende forløb.

Hjemmene vil også kunne have gavn af målene, da der på en del skoler bliver formuleret periodeplaner til erstatning for, eller som supplement til årsplanerne. I disse periodeplaner – typisk 4 om året – bør målene for de planlagte forløb også fremgå. Et match mellem disse mål, og de forenklede mål, der er opstillet af ministeriet, vil være et effektivt værktøj til at følge med i skolens arbejde for at opfylde målene. Målene i de nævnte periodeplaner vil selvsagt også være en væsentlig dokumentationskilde, der kan og bør være en vigtig faktor i samspillet og forståelsen mellem skolen og hjemmet.

Når målstyret undervisning og dennes betydning, på et overordnet plan er beskrevet ovenfor er det fordi jeg har et, for mig, centralt budskab i denne forbindelse. Målene, der ligger til grund for den målstyrede undervisning må ikke – efter min mening – gå forud for den enkelte lærers og det enkelte lærerteams kreativitet og iderigdom. Jeg har haft debat med et par af ministeriets læringskonsulenter om dette, da de ikke var enige heri, medens de i deres argumentation, flagrede med de ministerielle formuleringer og samtidig forklarede om et forskelligt syn på området mellem Ministeriet og Professionshøjskolerne, der blandt andet uddanner folkeskolelærere.

Min vigtige pointe er, at den enkelte lærers og det enkelte lærerteams iderigdom og kreativitet ikke må underordnes målene. Når dette er sagt, samtidig med en bevidsthed om, at målene skal opfyldes og bruges som styringsredskab, så handler det om, at den praksis, kreativitet og iderigdom, der vokser ud af mødet med virkeligheden, efterfølgende – i planlægningen – må kombineres med de formulerede mål for de enkelte fag og de enkelte perioder udfra spørgsmålet: hvilke af målene kan vi gennem vores planlægning og gennemførelse tilgodese i dette forløb. Der vil så – givet – opstå en rest, hvor lærere og lærerteams må spørge sig selv: Nu mangler vi at opfylde disse mål, så hvordan kan vi gøre det? Det kan endelig også forekomme, at målene både kan fungere, som huskeliste for lærerne, og som inspirationskilde.

Ved at se undervisning og målene herfor på ovenstående måde bliver de forenklede mål en styrke for elevernes læring og lærernes arbejde og professionelle udvikling. Samtidig vil målene kunne udgøre en velunderbygget dokumentation for skolens praksis og synliggøre for hjemmene, at netop denne praksis skaber de bedste forudsætninger for deres børns læring.