Dialog om læring

Forlaget Klim har endnu en gang udsendt en væsentlig norsk bog om pædagogik Det er en fremragende antologi, Olga Dysthe har redigeret. Den ligger i klar forlængelse af »Det flerstemmige klasserum« fra 1997. Ligesom dengang drejer det sig om forskning i den konkrete skolehverdag i og omkring klasserummet. Undervisning kan dokumenteres - hvordan og hvor meget undervises der i og om hvad. Med test og prøver kan man måle, hvad der har fæstnet sig. Men det forklarer ikke, hvordan de egentlige læringsprocesser foregår. Det er det, denne bog handler om. Den er stor, 353 sider, og den falder i to dele. Først sættes der fokus på teori om, hvad sammenhængen er mellem individuel og fælles læring. Derefter drejer det sig om formidling af kvalitativ, empirisk forskning om pædagogisk praksis i skole og uddannelsessystem. De individuelle mentale processer spiller sammen med de ydre omstændigheder, men - spørger man - hvad er sammenhængen mellem dem, og hvordan spiller det individuelle og det fælles sammen? Der punkteres en del myter undervejs, og hvad man måske kan kalde »traditionalister« og »progressive lærere« skal ikke vente at finde sort-hvide argumenter for netop deres holdninger. Klasseundervisningen, den gennem tiderne almindeligste form for interaktion i skolen, analyseres for eksempel. Forskere er enige om beskrivelsen: læreren taler mest. Han tager initiativ, stiller kontrollerende spørgsmål og følger op. Men den afgørende kvalitetsforskel mellem gode og dårlige læringsmuligheder er ikke, om læreren stiller åbne, autentiske spørgsmål. Det, der for alvor betyder noget, er derimod for det første, om læreren bygger videre på elevernes bidrag til samtalen, og for det andet, om læreren kommunikerer forventning om korrekte kundskaber! På samme måde punkteres myten om, at læringen bliver effektiv, hvis bare eleverne er aktive og taler sammen. Et detaljeret indblik i matematikundervisningen i to klasser viser, at der skal mere til, for at eleverne forstår udfordringer. Hverdagssproget slår ikke til, læreren må hjælpe eleverne til at få et relevant fagligt sprog, så de kan tale om de matematiske fænomener. Det er ikke nok at snakke om de konkrete erfaringer, eleverne skal forklare det, der sker.

Men det betyder ikke, at skole kun er lig med fagene. Skolens vigtigste »fag« er skolen selv, så at sige. Mennesket er aktiv agent i sin egen udvikling. Men den sker i samspil med andre mennesker og med omverden. Læring er ikke først og fremmest en individuel proces, den sker i en kontekst; hvordan man lærer, og situationen, man lærer i, er en fundamental del af det, der bliver lært.

Bogen igennem præsenteres teoretikerne og deres teorier. Og teorierne bruges, men ikke som teknokratiske effektiviseringsværktøjer. Olga Dysthe ser skolen som den sidste fællesarena i en fragmenteret og ensom verden. I en tid, hvor individualisme er på fremmarch, kan skolen stadig være kulturbærende, argumenterer hun. Skolen kan skabe en kultur, som tolererer og værdsætter forskellighed. Udfordringen er at finde sammenhæng og balance mellem den enkelte og det fælles - mellem individ- og fællesskabsorienterede læringsformer. Denne bog er en god trædesten at komme videre fra.

Ib Hoy Hansens oversættelse er også god, men der kunne godt være brugt en sides penge på at fortælle om den norske skole, hvor »ungdomsskole« er det, vi herhjemme kalder de ældste klasser. Det kan man slutte sig til ud fra sammenhængen. Men når der så et andet sted står »folkeskolen«, er det vist en fordanskning af ordet grundskole. Den norske læreplan er ikke helt det samme som den danske læseplan. Forlaget Klim oversætter en del bøger fra norsk, så man burde udarbejde en generel læsevejledning om de dansk-norske ligheder og forskelligheder i skole- og uddannelsesterminologien.

På www.fokeskolen.dk kan man efter anmeldelsen læse bogens kapitel med analyse af konkret matematikundervisning.