Diagnoser i specialpædagogik og socialpædagogik

Målet med antologien er en start på forskningsmæssigt at belyse de pædagogiske følger af den stigende diagnosticering og medicinering, skriver Inge M. Bryderup. I teksten fylder kritik af diagnoser og medicinering mest. De pædagogiske følger af diagnoser og medicin fylder ikke meget.

Bjørn Hamre gennemgår 77 skolepsykologiske journaler på Frederiksberg i 30'erne og 40'erne og finder, at elever konstrueres som problemer i skolemæssige kontekster, og at de moralske vurderinger og standpunktsvurderinger er mere udtalte end en egentlig fagterminologi. Spørgsmålet er, om det holder stik, når vi om nogle år læser det, vi har skrevet i dag.

Lotte Hedegaard-Sørensen har foretaget feltstudier ved observationer af praktiske situationer i specialklasser, specialskoler og folkeskoler. Der er brug for, skriver hun, at opmærksomheden retter sig mod praksis også i forskningen. Hun skriver endvidere, at det er slående, at der ikke er skabt forbindelse mellem børnenes funktionsnedsættelse og den måde, der undervises på. For eksempel undervises børn med autismespektrumforstyrrelser i abstrakte fænomener på traditionel måde, selvom de har indlæringsvanskeligheder på grund af netop problemer med abstrakt tænkning. Et gennemgående argument i artiklen har været, at man ikke kan udlede en pædagogik af diagnosen.

Diagnoserne ses mange steder i bogen som fjenden, som om udryddelsen af diagnoser i sig selv ville skabe sundhed. Men omfanget af kritikken af diagnoser er påfaldende, som om det var bogens målgruppe, der skulle forhindre, at børn får diagnoser og medicin. Det er værd at huske, at diagnoser primært er praktiske instrumenter for klinikere, så erfaringer kan systematiseres, og der kan laves forskning.