Den danske håndværkerkultur skal fremmes, mener Dansk Folkeparti.
Partiet har fremsat et beslutningsforslag i Folketinget, der ”pålægger regeringen at gennemføre initiativer til fremme af erhvervsuddannelser og vilkårene for Danmarks kommende håndværkerstand”.
”Der er akut mangel på faglært arbejdskraft, og det vil forblive virkeligheden de næste mange år, hvis ikke vi retter kursen op med det samme. Dansk Folkeparti er bekymret for, at hvis vi ikke formår at gøre noget ved problemet, bliver prisen stor både menneskeligt og i kroner og øre. Omkostningerne for videnssamfundet bliver sammenhængskraften, social og politisk polarisering, vores skattede tryghed og ikke mindst vores tillid til hinanden”, lyder partiets begrundelse.
Dansk Folkeparti mener, at børn bliver indoktrineret til at skulle tage lange videregående uddannelser, og de vil gerne gøre op med ideen om, at alle skal være akademikere.
I stedet skal man tilskynde til uddannelse af enhver slags. Partiet vil derfor have regeringen til at ”tage et opgør med uddannelsessnobberiet og styrke håndværkertraditionen ved at arbejde for at skabe en kulturændring omkring erhvervsuddannelser og faglært arbejde”.
Partiet har ti bud på, hvad der vil hjælpe. Blandt andet mere praksisfaglighed i folkeskolen, flere timelærere med høj praksisfaglighed og erhvervspraktik i 8. og 9. klasse.
DF vil fremme håndværkerkulturen med mere praksisfaglighed i skolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.