"Der er sket en glidning væk fra aftaleteksten", siger undervisningsordfører for Dansk Folkeparti Alex Ahrendtsen. Den aftaleteksten, han taler om, er den tekst om folkeskolereform, som Dansk Folkeparti blev enig med regeringen og De Konservative og Venstre om 13. juni. Den har Undervisningsministeriets jurister sidder og skrevet om til lovparagraffer og lovbemærkninger, mens solen bagte udenfor.
I dag skal regeringen og Dansk Folkeparti og De Konservative så drøfte lovforslags-teksten på et kort møde, hvorefter det skal til høring og førstebehandling i folketingssalen.
Pædagoger og lærere sidestilles
Men det er ikke sikkert, at det går så let. Alex Ahrendtsen er nemlig paf. På flere punkter er der ikke overensstemmelse mellem det, som forligspartierne blev enige om før ferien, og det, der nu står i lovforslaget, siger han.
"Der er sket en glidning i både lovteksten og bemærkningerne. Blandt andet er der sket en sidestilling af alle medarbejdergrupper i skolen, mens der i aftaleteksten helt tydeligt står, at lærerne har ansvaret for undervisningen", påpeger Alex Ahrendtsen.
Lærerne skal have ansvaret
Netop dét punkt var et kardinalpunkt for Dansk Folkeparti – og i øvrigt også for De Konservative og Venstre – under de ophedede forhandlinger i foråret. Eleverne skal undervises af lærere, som er uddannet til at undervise, ikke af pædagoger eller andre faggrupper, fastholdt Dansk Folkeparti og de andre oppositionspartier, og dét blev skrevet ind i aftaleteksten.
"Vi vil holde undervisningsministeren fast på, at der skal være overensstemmelse mellem aftaleteksten og lovparagraffer og bemærkninger", siger Alex Ahrendtsen.
Han har flere andre bemærkninger plus en række spørgsmål med til mødet. Desuden vil han give udtryk for, at Dansk Folkeparti er imod, at regeringen nu mener, at folkeskolen skal udstyres med læringskonsulenter i Afrika og andet ulandsstof.
DF: Regeringen holder sig ikke til aftalen om skolereform
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.