Det nytter

Det socialpædagogiske skoleprojekt Den Gule Flyver på Nørrebro i København har holdt tiårsfødselsdag. Stedet tager sig af børn og unge med særlige behov, det vil sige, at de er smidt ud af folkeskolen, fordi de pjækkede, provokerede, var kriminelle, voldelige eller på anden måde ikke kunne rummes i den almindelige klasse.

Den Gule Flyver har som mål at skaffe dem en afgangsprøve, og bogen skildrer det meget svære arbejde, som medarbejdere, elever og venner af stedet yder for at nå det mål. Det lykkes for de fleste elever, selvom de er en del over den sædvanlige skolealder, nå målet nås. Men de skaffer sig selvrespekt og et papir, de kan komme videre med.

Bogen er gennemillustreret med portrætter af elever, heraf syv, der fortæller deres personlige historie. Flotte, levende billeder, ork dog, men jeg undrer mig alligevel: Kan man bringe billeder af unge, der samtidig fortæller om, hvor rædselsfuldt og kriminelt de har opført sig? De unge har sikkert givet tilladelse, men kan de overskue at blive eksponeret i al evighed? Den evige selviscenesættelse er jo netop det, andre ikke kan holde ud.

Jeg synes ikke, at pædagogiske og sociale institutioner skal fotodokumentere personer. Vi må kunne fortælle om sejre og nederlag uden at risikere at bringe nogen i fedtefadet senere hen.