Det er en velkomponeret, kompetent og sprogligt velformuleret bog. Efter få sider er læselysten vakt, og motivationen til at fortsætte fastholdes af videbegæret.
Oplysende, indkredsende og afrundende behandler bogen kronologisk det meget spændende emneområde, som spænder fra perioden 333 før Kristus til 138 efter Kristus, og som inddrager aspekter fra de politiske, religiøse, kulturelle og filosofiske strømninger, som er udgået fra de storriger, som i skiftende perioder har haft herredømmet over Palæstina og dets nabolande, og som derfor i høj grad har påvirket det jødiske åndsliv og tro og dermed urkristendommen.
Bogen er opdelt i hovedafsnit. Hvert hovedafsnit indledes med en introduktion, som fører læseren ind i de centrale særkender for de områder, som beskrives. Det første hovedafsnit beskriver jødernes politiske historie fra Alexander den Store (333 før Kristus) til Bar Kokba-opstanden (138 efter Kristus). Det andet hovedafsnit beskriver »Hellenismen«, det tredje hovedafsnit »Hellenistisk Filosofi« og det fjerde »Fællestræk i jødisk gudsdyrkelse«. De enkelte afsnit rummer en gedigen behandling af emnet, underbygget af kildeskrifter, tidstavler, kort, billeder, skriftstedshenvisninger og uddybende diskurser. Desuden afsluttes de enkelte hovedafsnit med en litteraturliste over de anvendte kilder og sekundær litteratur.
Så ønsker man at danne sig et historisk overblik over Palæstina i århundrederne om-kring Kristi fødsel og at forstå baggrunden for jødedommen og kristendommen, er bogen absolut læseværdig.
Bogen henvender sig til teologer, teologistuderende eller læsere med almindelig interesse for faget, men også lærerstuderende og lærere kan få stor glæde af at læse bogen.
Det Nye Testamentes omverden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.